besøg ved pladsen Nøkki, hvor paa den tid en hel del hvalrosfangeres snehytter var beliggende. Jeg ønskede om muligt at tiltuske mig et par slædelæs med hvalroskjød, som vi trængte til foder for vore hunde hjemme ved vinterkvarteret; men da de indfødte kun daarlig syntes at kunne undvære noget af sit kjødforraad, besluttede Kaschu og jeg os til dagen efter at slaa os i følge med et halvt dusin af stedets fangere, der da skulde afsted i den tidlige morgenstund, — i det haab, at vi muligens for egen regning kunde slumpe til at nedlægge et dyr eller to.
Kl. 7 om morgenen forlod vi kolonien i det klareste maaneskin og kjørte i et par timers tid med rask fart udover mod Smiths sund for at naa tyndisen. I noget over 30 km.’s afstand fra kysten standsede Kaschu og jeg omsider — vore kamerater havde vi da forlængst skilt os fra —, bandt vore hunde til en opskruet isblok og drog saa tilfods et par kilometer længere udover, hvor vi i maaneskinnet nu og da troede at skimte mørke, spøgelsesagtige skikkelser langsomt hæve sig op gjennem det speilblanke dække.
Hele formiddagen gik imidlertid med, uden at vi endnu havde kunnet komme noget dyr paa tilstrækkelig nært hold, og det var først noget efter middagstider, at det endelig lykkedes os at fælde en vældig hunhvalros, der var krøbet op paa isen for at sove. Det hele gik forholdsvis let og hurtig for sig, da vi jo baade var forsynede med harpun og magasinrifle.
Medens Kaschu nu parterede byttet, skulde jeg rende efter slæden og hundene. Jeg fandt dem godt
