med en slig kolos. For saa praktiske og omtænksomme mennesker som eskimoerne er det imidlertid, som vi skal se, ingen umulighed.
Jægeren hugger blot et par nye huller i isen, skjærer endvidere nogle parallele snit i hvalrossens fingertykke skind, hvorved stærke hemper frembringes, træder fangremmen igjennem saavel hullerne i isen som hemperne, og han har straks til sin raadighed den prægtigste firskaarne talje, han kan ønske sig. Thi, som man kan forstaa, glider en line, som den var smurt, gjennem ishuller og tranede hemper. Er isen stærk nok, bringer han helst det døde dyr helt op paa dennes overflade, medens han i modsat tilfælde maa nøie sig med at hæve en del af byttet op over vandfladen, hvilken del derefter afskjæres stykkevis. Saa skjærer han nye hemper længere nede i dyrets krop, en ny del af denne hæves derefter i veiret og parteres, — og saaledes fremdeles, indtil det hele ligger opskaaret i stykker udover isen. Nu hentes hundene, slæden belæsses med omtrent den halve del af byttet, og han begiver sig paa hjemreisen. Herunder opsøger han nogle af de andre fangere, fortæller dem om, hvor resten af kjødet er at finde, om de ikke selv skulde gjøre nogen fangst, og endelig langt om længe naar han saa træt og sulten hjem til pladsen udenfor kolonien, hvor nysgjerrige smaabørn møder ham med fakkelskin i den mørke vinteraften.
Jeg vil fortælle et af mine egne mindre hyggelige minder fra hvalrosjagten. Det var i den første halvdel af februar maaned 1894. Sammen med den allerede under bjørnejagterne nævnte Kaschu var jeg paa
