jægeren faar sine ben viklede ind i den, saaledes at han maa gjøre følge med ned i de kolde bølger. Hvalrosjagten er idetheletaget temmelig farlig. Alene i tidsrummet 1891 til og med 1894 er saaledes to jægere inden denne lille stamme dragne ned i dybet og druknede under hvalrosfangst.
Lad os imidlertid forudsætte, at is og redskab holder, og alt gaar godt. Snart slappes atter langsomt den strammede line, jægeren puster lettere og kan, medens dyret nu kommer op for at aande, med sin kniv paabegynde et par huller i isen tæt ved, hvor han staar. Men hver gang linen strammes paanyt, maa han atter lægge sig med hele sin tyngde mod den knagende landse.
Saasnart de to huller i isen er færdige, haler han ind nogle favne af linen, mens denne er slap, stikker løkken et par gange ned igjennem det ene hul og op igjennem det andet, fæster den yderligere, og byttet er paa det nærmeste sikret.
Nu griber han den fra linen befriede landse og iler hen til aabningen i isen, hvor han hver gang modtager det opdukkende dyr med kraftige landsestød. Paa denne maade lykkes det ham efterhaanden at udmatte og dræbe det. Ser han nu nogle af sine kamerater etsteds ude paa den vide flade, raaber han til dem, forat en af dem kan komme ham til hjælp under arbeidet med at faa dyret op paa isen og partere det. Men ofte er ingen af hans kamerater i nærheden, og han maa udføre det hele alene.
Men nu kan en hvalros veie henimod sine 1000 kg., og det skulde derfor synes noksaa umuligt for en enkelt mand uden videre hjælpemidler at manøvrere
