og vel og drog med strygende fart udover mod min ledsager. Se ham kunde jeg imidlertid ikke; thi uagtet det var lige efter middag, var tusmørket dog noksaa tæt, og kun en stærk rødme paa himmelhvælvingen i syd forkyndte, hvor vi snart kunde vente den efterlængtede sol.
Pludselig gjør slæden et lidet hop, og den farer lydløst ud paa et mørkt, fløielsblødt dække af bøielig nyis. Jeg aner, at hundene i halvmørket har sat kursen ret udover en nyfrossen klare, og tiltrods for, at slæden allerede befinder sig i en mærkbar bølgedal, ser det dog for et øieblik ud, som om jeg vilde naa raakens anden side uden nogen katastrofe. Da skjærer den ene slædemei sig igjennem, farten sagtner og standser næsten, da forenden af slæden allerede er delvis under isen. Tilsøs skulde jeg alligevel, det vidste jeg jo straks, og ned af slæden lod jeg mig langsomt glide, mens jeg idetsamme gav et ordentligt ryk i dens styrarme, hvorved forenden igjen kom over isskorpen. Nu begyndte en uhyggelig kamp, hvorunder vi langsomt baskede os over mod klarens anden side. Hundene behøvede ingen opfordring til at trække nu; de kloge dyr anstrengte sig til det yderste, idet de fuldstændig forstod den kritiske stilling. Til alt held var slæden denne dag forspændt med et større antal hunde end vanligt eller ialt 12 kraftige dyr. I det ene øieblik var de fleste af dem i vandet, i det næste fik de atter fodfæste ved hjælp af sine skarpe klør, men kun for uundgaaelig igjen at drages ned i de kolde bølger. Endelig efter forløbet af maaske et minut, der forekom mig en ren evighed, fik hundene atter fodfæste
