stadig bleven plaget med breve, der var bestemte for andre med samme navn. Nok herom, — manden er en dygtig bjørnejæger paa omkring de 40, der har nedlagt mangen en lodden kjæmpe. Sidste gang han havde været ude for at prøve jagtlykken, traf det sig, at jeg fik nattely i hans hytte nogle dage efter hans hjemkomst. Jeg spurgte ham straks ud om hans færd; thi rygtet havde allerede vidst at fortælle, at bjørnene havde faret slemt med ham dennegang, idet de foruden at have flænget hans ene arm skulde have dræbt 2 af hans hunde.
Jeg fik efter megen spørgen greie paa hans oplevelser under denne tur, og jeg gjengiver dem her i en noget udarbeidet form, idet man af samme vil faa et ganske korrekt indtryk af de eskimoiske bjørnejagter i sin almindelighed.
Det var i marts maaned, at Akpallia pludselig blev betaget af en ubetvingelig længsel efter at gjense Melvillebugtens gamle tomter, hvor saa mange af hans bjørnejagter havde gaaet for sig. Han reparerede i en hast sin alderdomssvage slæde, lappede selv sin fillede fugleskindsskjorte — thi han var enkemand — og gav sine hunde en rigtig ordentlig portion mad. Saa tog han sig en god lur og drog tidlig den næste morgen afgaarde, efterladende sine tre øiestene, en gut og to piger, i sine naboers varetægt. Fire dage efter befandt han sig ved Kap York, 20O km. i sydost for sit hjem paa Herbert-øen. Her har bjørnejægerne sit hovedkvarter, idet nemlig dette sted somi regel er beboet af flere faste familier, hvis forsørgere for en stor del beskjæftiger sig med bjørnejagt.
