lemmer erholdes hvert aar, er ikke godt at sige. Men adskillige hundrede maa det være, da der til hver af de voksnes pels alene medgaar omkring 8 ræveskind. Skindene af disse dyr er desuden ikke synderlig holdbare.
Ogsaa til bjørnefangst anvendtes vistnok ikke sjelden før i tiden lignende fælder som de ovenfor beskrevne, dog selvfølgelig byggede i langt større maalestok og af betydelig tungere sten. Jeg havde saaledes anledning til at iagttage resterne af en saadan vældig, gammel bjørnefælde paa østkysten af det nu ubeboede Ellesmere-land i sommeren 94. Men for tiden er denne bjørnefangstmethode, saavidt jeg har kunnet opdage, gaaet fuldstændig af brug. Naar der derfor alligevel hvert aar dræbes ikke saa faa hjørne i disse egne, saa sker dette paa en betydelig mere uforfærdet maade end den ovenfor antydede.
Det egentlige bjørnejagtfelt er beliggende søndenfor Kap York paa Melvillebugtens islagte farvand. Derude paa de øde vidder, fjernt fra den hjemlige arne, har eskimoen udkjæmpet mangen en haard dyst med den mægtige hvidbjørn.
Der skal mod og aandsnærværelse til en saadan kamp, og det er derfor ikke alle indfødte, der er lige godt skikkede til at være bjørnejægere. En af de mere fremtrædende af disse for tiden er en mand ved navn Akpallia. I aaret 1891 kaldte han sig forresten Nordingjer; men da vi 2 aar senere atter traf ham, havde han uden nogensomhelst høiere resolution tilladt sig at forandre dette sit oprindelige navn. Hvilken grund han havde havt hertil, var det mig umuligt at faa ud af ham. Formodentlig er han
