I et par dage forblev nu Akpallia i ro og mag
ved Kap York-koloniens kjødgryder, og herunder blev
det aftalt, at to af stedets jægere skulde slaa følge med
ham paa den forestaaende jagt. Den ene af disse
var kun en halvvoksen gut, og hvorfor han egentlig
kom med, var nok, fordi han var eier af et veritabelt
gevær. Dette havde han tiltusket sig af en af mandskabet paa en engelsk hvalfanger for et betydeligt
kvantum elfenben, hvilken handel han i høi grad
syntes at være tilfreds over. Rigtignok havde han
for tiden kun to ladninger krudt tilbage samt intet
bly til kugler, hvorfor han maatte nøie sig med
smaasten, og vistnok var ogsaa bøsseløbets længde
ved en explosion bleven forkortet til en halv meter;
men ikke desto mindre var og blev dog geværet med
sine feil og mangler et særdeles frygtindjagende
vaaben, der satte dets unge eiermand i en respekt
blandt hans kamerater, som om han allerede skulde
have nedlagt et dusin bjørne.
Da de tre jægere omsider drog afsted fra Kap York, raadede de over tilsammen 15 hunde samt tre gode slæder. To dage hengik, uden at de saa noget tegn til, hvad de søgte. De var da saa langt ude paa isvidderne, at kun en let, blaalig stribe mod nord forkyndte om landets nærværelse. Om morgenen den tredie dag kom de endelig op i friske bjørnespor. Man kan kun daarlig gjøre sig en idé om, hvilken ophidsende virkning en begivenhed som denne har paa eskimoerne, disse ivrige jagtens dyrkere, og deres rovlystne hunde, naar man ikke personlig har havt anledning til at iagttage dem under saadanne omstændigheder. Hundene strammer utaalmodig i sine