I Vagten blev Schrøder, skjønt intet graverende mod ham var fremkommet, behandlet med en Strenghed, som om han havde været den groveste Forbryder, da Ingen fik Tilladelse at komme til ham, Brugen af Skrivematerialier blev ham negtet, og endog den ham tilbragte Mad paa det Strengeste visiteret. Da man imidlertid indsaa, at Uretfærdigheden i denne Fremgangsmaade maatte stikke altfor meget i Øinene, fandt man sig nødsaget til ogsaa at lade Staib arrestere, skjønt mere overensstemmende med de militære Former, ligesom han heller ikke i Arresten blev behandlet med Strenghed, som man fremdeles vedblev at udøve mod Schrøder. — Et Forhør, sammensat efter Baronens Hjerte, blev nu nedsat, og fulgte trolig sin Instruktion, med smaalig Omhyggelighed at fremhæve Alt, hvad der kunde gravere Schrøder, og fare løselig over Alt, hvad der talte imod Staib. En inkvisitorisk Strenghed og Sluhed brugtes for at hilde den Første; Alle, som paa fjerneste Maade kunde vidne noget imod ham, bleve indkaldte, men med megen Møie var man at formaa til at afhøre Nogen, der kunde forklare sig for ham, og nogle af disse, der godvilligen indfandt sig, maatte ordentlig indlade sig i Procedure med Assessorerne for at faa deres Deposition rigtig tilført Protokollen. Endelig vare Forhørene taliter qvaliter sluttede, og begge de Arresterede bleve nu løsladte. En Krigsret blev nedsat, hvor man omtrent gik frem efter samme Grundsætninger. Da Schrøder forlangte nogle Vidner afhørt om de Befalinger, der vare Officererne givne om ikke at omgaaes ham, blev dette ham negtet, ligesom og hans Begjering om, da han saa sig omringet af lutter Fiender, hvor han kunde vente upartiske Dommere, at tillades at møde ved en Sagfører. Dom blev omsider afsagt, hvorved Schrøder igjen blev dømt til Kassation (det var det, man vilde!) og Staib til 3 Maaneders Arrest i 1ste Grad. Sagen blev indstevnet til Høiesteret,
