har benegtet at have været Tilfældet. Da Staib fortalte nogle Kamerater, hvad der var passeret, raadte disse ham, med den sædvanlige militære Raskhed, til næste Gang han mødte Schrøder paa Stedet at hugge ham ned. Kort efter mødtes de atter i Dronningens Gade, hvor da Schrøder, efter Staibs Forklaring inden Forhøret, skal have yttret en Trusel, som dog ogsaa af hin er benegtet. Imidlertid tror jeg gjerne, at det har været Tilfældet, da jeg kjender Staib som et godt Menneske, der neppe vilde forebringe en Usandhed, og som neppe havde indviklet sig i denne Affære, naar ei hans egen Hidsighed og Andres ubesindige Raad havde forledet ham dertil. Da han imidlertid blev forbittret Ved Synet af Schrøder, og tillige formodentlig erindrede hint gode Raad, trak han øieblikkelig sin Sabel og vilde anfalde Schrøder, som, da han var civil og ubevæbnet, maatte søge sin Redning i Flugten. I blind Hede forfulgte Staib ham, hentede ham ind og hevede Sverdet for med et Hug at give ham sin Rest, da Schrøder for at forsvare sig, maatte afbøde Hugget med Haanden, som kostede ham et ikke ubetydelig. Saar i samme, men hvorved han tillige afvæbnede sin Forfølger. En Lieutenant Bühring havde imidlertid været Vidne til det Passerede, løb ned i Byens Vagt og indfandt sig strax efter med en Kommando, som arresterede — ikke Staib, men Schrøder, ikke Angriberen, men den Angrebne! — Paa hans Protest mod denne mod Formerne stridende Arrest af en Officer, svaredes atter, at Schrøder ei kunde erkjendes derfor. Paa hans Forlangende maatte imidlertid ogsaa Staib følge med til Vagten, hvor Schrøders gode Ven, Baron Wedel, Stedets Kommandant, indfandt sig. Uagtet han nu ei kunde paaskyde ikke at kjende Schrøder, blev denne nu, imod sin Protest, alligevel atter, stridende mod alle Former, ført til Hovedvagten af en Gefreider og 2 Mand, hvorimod atter Angriberen gik fri og frank hjem.
