leiutenant Seierstedt og sin Eskadronschef Ritmester, senere Amtmand Heidmann, havde de bedste Vidnesbyrd om Opførsel i og udenfor Tjenesten. Jeg vil forsøge at give et kort Afrids af hans Historie især med Hensyn til saadanne Omstændigheder, som ei af Akterne i de mod ham anlagte Sager kunne være bekjendte.
Schrøder stod først som Premierlieutenant ved daværende søndenfjeldske Regiment. Ved Reduktionen i 1817 indgav han Ansøgning om at forsættes til Kavalleribrigaden. Da de yngre Kavalleriofficerer saa dette med skjæve Øine, satte de alle Hjul i Bevegelse for at modarbeide det. Der blev til den Ende meldt Reduktionskommissionen, at Schrøder havde havt en formentlig vanærende Affaire med en Lieutn. Werenskjold, der engang paa et Billardhus skulde givet ham et Slag af Queuen. Kommissionen paalagde derfor Schrøder at bevise, at denne Sag var standsmessig afgjort, og denne, som imidlertid var bleven satisficeret af Werenskjold, indsendte ogsaa herom en Attest fra 2 Officerer, — hvorefter han ogsaa blev ansat som Premierlieutenant i Kavalleribrigaden og det throndhjemske ridende Jegerkorps.
Da Vedkommende saaledes ikke havde naaet deres Hensigt, maatte de altsaa tenke paa nye Machinationer. Endel unge Kavalleriofficerer indberettede altsaa til Brigaden, at Sagen ei var afgjort med Werenschjold, i det Mindste ikke ved Duel, og ved Oberst Baron Wedel-Jarlsbergs noble Bestræbelser blev ogsaa Schrøder beordret ind til Christiania, hvor en Krigsret blev nedsat over ham under Forsæde af Generalmajor Aubert. Som Auditør fungerede Fabricius, der formodentlig som lydig Tjener lod sig sin Indstilling diktere af Baron Wedel. Den gik ud paa Kassation, hvilket og Krigsretten bifaldt, da de taabelige militære Fordomme vare for stærke til at Lovenes og Fornuftens Stemme kunde blive hørt. Imidlertid stemte
