blandt Rettens Membre Præses samt Lieutenanterne Sevahl og Unger for Frifindelse, og Lieutn. Unger endog for 4 Maaneders Arrest for Klagerne. Sagen blev indstevnet for Høiesteret, hvor Overauditør Sem var Aktor og Hjelm Schrøders Defensor. Sem var meget ivrig og gik endog saavidt aabenbar i Rettens Skranke at yttre, at Schrøder burde have duelleret, hvorimod Hjelm, der bestandig har næret det bestemte Had mod al Misbrug af Magt og Vilkaarlighed, ligesaa ivrig med sit herlige Talent forsvarede den Forfulgte. Udfaldet blev som man kunde vente, at Krigsretsdommen blev frafaldt og Schrøder aldeles frifunden, og at de af Sem mod ham brugte fornærmelige Udtryk mortificerede, noget hvorved Hjelm ikke i liden Grad tildrog sig Baronens Unaade og Had. Efterat Dommen i Høiesteret var falden, lod Sem indrykke i Rigstidenden en Artikel, der gjentog de Forhaanelser mod Schrøder, som han under Sagen havde brugt, og betjente sig blandt andet, af det Udtryk, at da de kun vare mortificerede, men han ei derfor mulkteret, maatte man antage, at Retten havde fundet dem adæqvate, et Udtryk, formedelst hvilket Høiesteret skal have delibereret, om ikke Sem burde tiltales. Da Schrøder vilde indrykke i samme Blad et Svar paa Sems Avertissement, vare Rigstidendens Udgivere, blandt hvilke det gjør mig ondt at maatte nævne min Ven M. C. Hansen, svage nok til at nægte at modtage samme.
Nu skulde man have troet, at Forfølgelserne vare forbi, og al Anledning til yderligere Chicaner belaget Vedkommende, men nei, — den militære Nidkjærhed slipper ikke saa let sit Bytte. Da Dommen, som det kaldes, var publiceret og Schrøder begav sig hjem, blev han af Klagerne forfulgt lige til sit Logis med Forhaanelser, der snarere Passede for Gadedrenge end for dannede Mennesker og Officerer. Baron Wedel erklærede, til Trods for Høiesteretsdommen, at han ei ansaa Schrøder for
