er ikke Huusmandsclassen alene, som derved, at dens Kaar contractmæssigen gjøres altfor knappe, kan vorde udsat for Forarmelse og blive til Byrde for Fattigvæsenet. Conseqventsen maatte tilsige, at dette, naar det syntes fornødent, maatte kunne skride ind og virke med forhøiede Afgifter ogsaa i mange andre Contractsforhold, der vedrøre en større eller mindre Deel af den arbeidende Classes Kaar. Det er de overordentlige Misligheder, hvormed et saadant Controlsystem vilde være forbundet, og den Lammelse i Næringernes Udvikling, som deraf maatte befrygtes, i Forbindelse med den Indskrænkning i den borgerlige Frihed, som Systemet ligefrem medfører, der har ledet til Erkjendelsen af, at Prisen paa Arbeide ligesom Prisen paa Brug af Jord eller anden Eiendom maa overlades til fri Overeenskomst, uanseet at Erfaringen vistnok lærer, at Næringernes Udvikling i forskjellige Retninger jevnligen leder til Fattigbyrdernes Stigen, et Onde, hvorfor Erstatningen maa søges i modsvarende Goder, som den materielle Udvikling medfører, og i den større Evne til at bære Fattigforsørgelsens Byrder, som den tilveiebringer. Ikkun under ganske overordentlige Omstændigheder skjønnes der ialfald at burde kunne blive Spørgsmaal om Afvigelse fra den vigtige Grundsætning for Samfundslivet, hvorom her handles. Men efter de fremkomne Oplysninger maae de Forholde, der skulde begrunde en Bestemmelse, som den af Commissionen foreslaaede, betragtes som exceptionelle, eller ikkun tilhørende enkelte og sammenlignelsesviis faa Bygder i Landet; og der synes saaledes heller ikke fra denne Side at være Føie til et saa indgribende Skridt som det foreslaaede, allerhelst da man med Hensyn til den her omspurgte som i Henseende til saa mangen anden Tilstand i Samfundsforholdene, der findes betænkelig, ikke bør sætte udenfor Beregning, hvad fremskridende Oplysning og Almeensands af sig selv formaaer at udrette.
Den Myndighed, hvormed, efter den her omhandlede Bestemmelse i Udkastet, Fattigcommissionen skulde forlenes, vilde, efter Departementets Formening, kunne lede til særdeles mislige Følger baade forsaavidt den blev og ikke blev benyttet. Ikke benyttet, eller ikke benyttet i den Udstrækning, som Huusmandsclassen for sit Tarv fandt passende, vilde den give denne et stadigt Stof til Anke; og upaatvivlelig maatte den — fra denne Side betragtet — befrygtes at ville i Regelen snarere fremkalde end fjerne et spændt Forhold mellem Huusmandsclassen paa den ene og Huusbønderne paa den anden Side. De Sammenligninger mellem de forskjellige Huusbønders Behandling af deres Huusmænd, som vilde blive en Følge af de omspurgte Sagers Forhandling inden Fattigcommissionen, vilde letteligen kunne fremkalde Usamdrægtighed og Splid mellem Medborgere. Usandsynligheden, for ikke at sige Umuligheden, af at nogenlunde eensartede Synsmaader kunde ventes befulgte af de forskjellige Fattigcommissioner, og Vanskeligheden endog af at bevare streng og indlysende Conseqventse i Behandlingen af forskjellige Tilfælde inden samme Fattigcommissionsdistrict vilde lede til idelige Klager over Vilkaarlighed i Myndighedens Udøvelse, uden at den af Kirke-Departementet paapegede Adgang til at recurrere til Stiftsdirectionerne herimod vilde kunne udrette noget Væsentligt. Disse Betragtninger, ved Siden af hvilke man maa henvise til, hvad af Commissionens Minoritet og i forskjellige her foran berørte Betænkninger er anført, bestemme Departementet til at fraraade §ens Optagelse i det paatænkte Lovforslag.
I § 15 af Commissionens Udkast sendes foreskrevet, at den i L. 6—5—5 omhandlede Huustugt ikke tilkommer Huusbonden over Huusmanden eller dennes Hustru. Commissionen har i sine Motiver i denne Anledning anført, at det paa Grund af den under den gjældende Lovgivning, navnlig med Hensyn til Udtryksmaaden i Frd. 29de April 1752 § 3 (i hvilken Huusmænd nemlig benævnes for Tjenestefolk), bestaaende Tvivl angaaende, hvorvidt Huusmandsfolk henhøre under Huusbønders Huustugtsret, ansees fornødent i en ny Lov angaaende Huusmandsvæsenet at indtage en udtrykkelig Bestemmelse om dette Punct.
Departementet finder Intet at erindre ved den foreslaaede Bestemmelse; det vilde nemlig være lidet passende med Huusmandens Stilling, der i Regelen er Familiefader og har en selvstændig Huusstand, om Huusbonden skulde tillægges Revselsesret over ham.
§ 16 i Commissionens Udkast er saalydende:
- “Ikke blot ifølge Dom eller Forlig, men ogsaa efter contractmæssig Opsigelse kan Huusmanden, hvad enten denne har Jord at bruge eller ikke, udkastes, naar han ikke godvilligen flytter. Det Samme gjælder og, naar Huusmanden for Stevnevidnerne ved Opsigelsen har vedtaget at flytte under Udkastelsestvang.
- Den, som vitterlig ikke har nogensomhelst Hjemmel til Besiddelsen af det Huus eller den
