Medmenneskers Forlegenhed eller Afhængighed til gjennem deres Undertrykkelse og Forarmelse at tilfredsstille sin Egennytte. Den Fattigcommissionen tillagte Myndighed indeholder derfor efter Justits-Departementets Formening et Element af moralsk Censur, der altfor lidet vilde stemme med det Forhold, hvori Borgerne i et frit og civiliseret Samfund staae til hinanden, og alene af denne Grund antages den at være en umulig Forholdsregel. Desuden vilde efter Justits-Departementets Formening Bestemmelsens practiske Gjennemførelse medføre langt større Vanskeligheder, end Commissionens Pluralitet synes at have tænkt sig. Om der nemlig end existerer en skriftlig og for Fattigcommissionen tilgjængelig Contract, — hvilket dog ikke altid antages at være Tilfældet, — saa vilde det imidlertid efter Justits-Departementets Anskuelse, saafremt der skulde fremkomme et blot nogenlunde retfærdigt Resultat, ingenlunde gaae an blot at tage Hensyn til denne, da det paa den ene Side kan være Tilfældet, at der fra Huusbondens Side deels i mange Stykker gjøres Afslag i hvad han efter Contracten har Ret til at fordre, deels frivilligen ydes Huusmanden Bistand af forskjelligt Slags, saa at, om end Contracten efter Ordene er streng, Vilkaarene dog i Virkeligheden ere saadanne, at det ikke burde tilregnes Huusbonden, om Huusmanden forarmes, medens paa den anden Side et modsat Forhold mellem den skrevne Contract og det virkelige Forhold kan fremkomme derved, at en Huusbond t. Ex. ved Trudsel om Opsigelse tvinger sin Huusmand til Arbeide paa ufordeelagtigere Vilkaar, end Contracten hjemler.
Udøvelsen af den omspurgte Myndighed vilde derfor efter Justits-Departementets Formening i ethvert Tilfælde gjøre det fornødent, at Fattigcommissionen anstillede en Granskning af enhver Gaardbrugers private Forholde, der øiensynligen vilde medføre utallige Ulemper af det allerbetænkeligsie Slags.
De fleste af de Overøvrigheder, fra hvem Departementet har modtaget Erklæringer over Commissionens Arbeide, have ligeledes udtalt sig imod Bestemmelsen.
Dette er saaledes Tilfældet med Amtmændene i Agerhuus, Smaalenenes, Jarlsberg og Laurvigs, Christians, Hedemarkens, Nedenæs og Robygdelagets, Lister og Mandals, Stavangers, Nordre-Bergenhuus, Romsdals og Søndre-Throndhjems Amter, ligesom samme Synsmaade udtales i mange af de fra underordnede Embedsmænd og forskjellige Andre indkomne Erklæringer. Navnlig skal man tillade sig at paapege, at af de Communebestyrelser, fra hvem Erklæringer over nærværende Sag ere indkomne, have flere med Bestemthed udtalt sig i denne Retning.
Gjennem Kirke-Departementet har man derhos modtaget Erklæringer fra Stiftsdirectionerne i Christiania, Christiansands og Throndhjems Stifter, hvilke samtlige have udtalt sig imod den omhandlede Bestemmelse.
Derimod har Kirke-Departementet erklæret sig til Fordeel for samme. Det nævnte Departement yttrer, at det vistnok erkjender Vægten af de Grunde, som ere fremhævede imod Bestemmelsen; men det erklærer, at det paa den anden Side dog ikke betvivler, at en Myndighed, som den i hen indeholdte, vilde i en forstandig og samvittighedsfuld Fattigcommissions Hænder kunne medføre megen Nytte. At Myndigheden, om end saaledes begrændset som i Lovudkastet, vil af en enkelt Fattigcommission blive misbrugt, antager Kirke-Departementet vel at maatte være at befrygte, men da efter Kirke-Departementets Formening Stiftsdirectionerne ikke ved de nye Fattiglove ere berøvede den dem ved den tidligere Lovgivning tillagte Myndighed med Hensyn til Control med Fattigvæsenet, og navnlig til at paakjende Klager over ubillig Ligning, saa antages det, at man heri har noget Correctiv mod de befrygtede Misbrug fra Fattigcommissionernes Side. Ialfald formener Kirke-Departementet, at den foreslaaede Bestemmelse lover saadanne Fordele, at man ikke bør forkaste samme uden Forsøg, idet man, saafremt Erfaring skulde vise, at Fattigcommissionerne i nogen fremtrædende Grad skulde misbruge den Myndighed, som lægges i deres Hænder, vilde kunne bevirke en Forandring ved ny Lov.
Nærværende Departement finder de mod Bestemmelsen anførte Grunde overveiende, og maa derfor fraraade, at den optages i det paatænkte Lovforslag. Hovedgrunden, hvorpaa man har støttet en Beføielse for det Offentlige til at skride ind paa den foreslaaede Maade for at modvirke, at Huusmænd vorde antagne paa ubillige og altfor trykkende Vilkaar, er, at Fattigvæsenet er Part i Sagen, fordi det gaaer ud over Fattigvæsenet, naar Huusmanden, som Følge af de ham paalagte Byrders Uforholdsmæssighed, forarmes. Men denne Begrundelse maatte, om dens Gyldighed erkjendtes, lede til Conseqventser, der vilde blive altfor betænkelige for Eiendomsret og borgerlig Frihed, og til Slutning gaae ud over selve Arbeidsclassen. Det
