Fattigvæsen, om ikke i Formen, saa dog i Virkeligheden, Part; og den formener, at det derfor i Principet er fuldkommen retfærdigt at give det offentlige Fattigvæsen nogen Adgang til at influere paa deslige Overeenskomster. Efter dens Anskuelse er det Huusbonden i saadanne Tilfælde paalignede extraordinaire Bidrag kun en simpel Refusion for Udgifter, for hvilke han uretteligen har unddraget Mi og som ikke burde komme Fattigvæsenet tillast.
At Bestemmelsens Iværksættelse skulde være af nogen særdeles Vanskelighed formedelst det Vilkaarlige i den hos Fattigcommissionerne nedlagte Myndighed eller formedelst Savnet af nogen Maalestok for den Ubillighed, der særskilt skal beskattes, kan Pluraliteten ikke medgive. Den formener, at det Skjøn, som skal afgives i Tilfælde af det heromhandlede Slags, ikke er forbundet med større eller engang saa stor Vilkaarlighed, som i mange andre Tilfælde, hvor man er nødt til at tye til Skjøn af en eller anden Autoritet, isærdeleshed, da der vil være Anledning til gjennem Sammenligning med andre Contracter at udfinde, hvad der sædvanlig ansees som passende Vederlag i dette Forhold. Efter Pluralitetens Formening vil denne Maalestok neppe lettelig blive fraveget, og det saameget mindre, da Fattigcommissionerne i Regelen bestaae af Gaardbrugere, hvori den finder en Garantie for at Myndigheden ikke vil blive brugt uden i Tilfælde, hvor Misforholdet mellem Huusmandens Rettigheder og Forpligtelser er særdeles skrigende.
At Huusmandsclassens Undergang skulde, saaledes som af Minoriteten paastaaet, befrygtes at blive Frugten af den foreslaaede Foranstaltning, erklærer Pluraliteten ikke at kunne antage. Den paapeger, at en saadan Følge, saavidt den bekjendt, ikke hidtil har viist sig paa de enkelte Steder, t. Ex. Ringsaker, hvor Fattigcommissionen allerede nu af egen Magtfuldkommenhed har optaget den omhandlede Regel blandt sine reglementariske Bestemmelser, og bragt den i Anvendelse. Videre anfører den, at enhver af de Maader, hvorpaa Jorddrotten skulde kunne undvære Huusmænd, nemlig ved enten at fæste flere Tjenere eller ved at leie Daglønnere, er forbundet med Vanskeligheder, den første formedelst den gjængse Utilbøielighed hos Arbeidsclassen til at tage fast Tjeneste; den anden formedelst Usikkerheden af at kunne erholde tilstrækkelig Arbeidsstyrke, naar Aannetiderne indfalde, ligesom det paapeges som en voxende Opinion blandt forstandige Landmænd, at Huusmænd, som behandles vel og staae i tilbørligt Afhængighedsforhold af deres Huusbønder, og for hvem det derfor er en Velfærdssag at berøves deres Stilling, ere, om end de kostbareste, saa dog tillige de paalideligste og meest medgjørlige Arbeidere.
Ligesaalidt finder Commissionens Pluralitet nogen Vægt i den Betænkelighed, at et Lovbud, som overdrog Fattigcommissionen en Myndighed som den omhandlede, skulde indeholde en Erkjendelse af Huusmandsclassens Mangel paa Evne til at beskytte sig selv, og derfor skulde have en farlig Indflydelse paa denne Classes Selvstændighedsfølelse. Den henpeger paa, at det ikke er Huusmændene, men Fattigvæsenet, som Lovbudet vil beskytte, ligesom den anfører, at det neppe kan have nogen skadelig Indflydelse paa Huusmandsclassens moralske Kraft, at man aabent erkjender, hvad der er vitterligt nok, nemlig at Huusmændene i enkelte og det ikke saa ganske sjeldne Tilfælde ere udsatte for Overgreb fra Huusbondens Side, ingen som efter Tingenes egen Natur formenes altid at maatte finde Sted.
Commissionens Pluralitet yttrer, at et Lovbud, som det omhandlede, vel neppe hyppigen vilde blive bragt i Anvendelse; men den formener, at det desuagtet vil have sin store Nytte, da Kundskaben om, at den Fattigcommissionen indrømmede Myndighed kan bringes i Anvendelse mod ham, vil afholde den Enkelte, som dertil maatte være tilbøielig, fra egennyttigen at søge en Fordeel af en Huusmandsfamilies øieblikkelige Forlegenhed; og den formener navnligen, at Lovbudet vil virke hemmende paa den gradvise Forøgelse af Afgiften for Hunsmandspladse, som i den senere Tid har fundet Sted.
Det heromhandlede Forslag har i de over Commissionens Arbeide afgivne Erklæringer mødt en almindelig Modstand.
Saaledes har Justits-Departementet i den af Samme afgivne Betænkning erklæret et saadant Lovbud for aldeles utilraadeligt. Idet bemeldte Departement i det Væsentlige henholder sig til de af Commissionens Minoritet udhævede Grunde, hvilke det ikke finder, at Pluraliteten har formaaet at gjendrive, yttrer det videre, at det vilkaarlige Skjøn, Fattigcommissionerne efter den foreslaaede Bestemmelse vilde have at afgive, ikke blot vilde være et Skjøn angaaende Penge og Gods, men tillige i væsentlig Grad et Skjøn angaaende Beskaffenheden af Medborgernes Handlemaade, betragtet fra den moralske Side, aldenstund den Beslutning, hvorved Fattigcommissionen ilagde en Huusbond forhøiet Fattigskat, ligefrem vilde indeholde en Beskyldning om, at han var uædel nok til at benytte sig af sine
