En Minoritet i Commissionen, bestaaende af Sorenskriver Motzfeldt og Gaardbruger Lysgaard, har erklæret sig imod dette Forslag, idet den herimod i det Væsentlige har anført Følgende:
Det vilde efter disse Mænds Anskuelse være en klar Inconseqventse, at man, efter at have forkastet en directe Indgriben fra Lovgivningens Side i Ordningen af Forholdet mellem Jorddrot og Huusmand, søger ad indirecte Tvang at fremtvinge andre Betingelser, end dem, hvorom Parterne selv ville forene sig. En saadan indirecte Tvang er efter Minoritetens Formening ogsaa meget betænkeligere end en directe Indskrænkning fra Lovgivningens Side, eftersom denne sidste dog maa være knyttet til bestemte Puncter, medens den indirecte Indskrænkning bliver af en almindelig og aldeles ubestemt Beskaffenhed, idet Vedkommende aldrig kunne vide, hvilke Vilkaar Fattigcommissionen vil finde for godt at erklære for strenge. Som en Følge heraf antages Faren for Grundeiernes Misfornøielse og den deraf følgende Inddragelse af Huusmandspladse at maatte blive saameget større, saameget mere som det er en bekjendt Sag, at man hellere finder sig i den Vilkaarlighed, Lovens egne Forskrifter medføre, end i den Vilkaarlighed, Loven overdrager Ens Lige i det enkelte Tilfælde at gjøre gjældende. Efter Minoritetens Formening tilhører en saadan Censur, som den foreslaaede Forholdsregel vilde indeholde, en forbigangen Tids Anskuelser, ligesom den formener, at Conseqventsen aabenbart maatte lede til en lignende Censur og forhøiet Skattepaalægning, ikke blot paa den Grundeier, der viste Ubillighed mod sine Huusmænd, men ogsaa i Anledning af Ubillighed og Strenghed mod Næsten, der gik i andre Retninger, men maatte erkjendes at medføre samme Følger, nemlig Fattigdommens og Fattigforsørgelsesbyrdens Forøgelse, som t. Ex. Aagring og deslige. I Mangel af Grundsætningens Udvidelse maatte, — bemærker Minoriteten videre, — Huusbonden, der undergik Censur for Behandlingen af sine Huusmænd, med største Føie kunne beklage sig over, at hans Nabo, som udsugede Næsten langt mere, ikke ligesaavel som han derfor ilagdes forhøiet Fattigforsørgelsesbidrag, men paa den anden Side vilde Indførelsen af et saadant almindeligt System selvfølgeligen lede til en fuldkommen Forstyrrelse i den borgerlige Samhandel, og give Fattigcommissionerne Myndighed til at udøve et utaaleligt Despotie. At Grundeierne vilde lade sig det være magtpaaliggende at unddrage sig en saadan Censur, og at Følgen af den omhandlede Foranstaltning derfor vilde blive den, at de undlode at fæste Huusmænd, naar de paa nogen Maade kunde undvære dem, ansees utvivlsomt. Minoriteten fremhæver det videre som en Synderlighed, at Fattigvæsenet skulde have Ret til at holde sig til Huusbonden for det Bidrag, det maatte yde Huusmanden, fordi den første, istedetfor at inddrage eller undlade at besætte Pladsen, har antaget Huusmanden, og hos sig ladet ham faae Levebrød, om end altfor knapt, medens Fattigvæsenet havde maattet søde den arbeidsløse Huusmand fuldt ud, og ikke kunde have søgt Regres hos nogen Huusbond for Bidraget i det Tilfælde, at Huusmanden slet ikke havde erholdt Ansættelse eller Plads hos Nogen. Yderligere paapeges det, at forsaavidt Nogen ved den Trudsel, den foreslaaede Bestemmelse indeholder, lader sig bestemme eller tvinge til at antage Huusmænd paa fordeelagtigere Vilkaar, end han ellers vilde eller kunde tilstaae dem, saa maa han betragtes som Den, der allerede i Forskjellen mellem det Vederlag, han giver for Arbeidet, og hvad han uafhængig af hiin Trudsel vilde have givet, bærer en forøget Fattigvæsensbyrde, kun i en særegen Form. Systemet viser sig saaledes efter Minoritetens Anskuelse ogsaa fra denne Side kun som medførende en vilkaarlig Forandring i Fordelingen af Fattigforsørgelsesbyrden, uden at man imidlertid i Tingens Væsen er rykket det Maal, at formindske Pauperismen, nærmere, og uden at man har paaviist et eneste nyt Middel til virkeligt selvstændigt Udkomme for Huusmandsclassen; og istedetfor at hæve dennes Mod og Tillid til at hjælpe sig selv vilde man efter Minoritetens Formening kun i Lov have udtalt dens Umyndighed til at contrahere ned Grundeierne.
Commissionens Pluralitet har til disse Minoritetens Grunde knyttet en yderligere Udvikling, hvori den søger at imødegaae de fremsatte Bemærkninger.
Pluraliteten formener, at det Indgreb i Contractsfriheden, som Bestemmelsen vilde medføre, ikke kan komme i nogen Betragtning formedelst det Særegne i de Forholde, hvorom der her er Spørgsmaal. Den paapeger, at det Tab, som bliver en Følge af den ved Overeenskomsten stipulerede ubillige Fordeel for Grundeieren, ikke gaaer ud over Medcontrahenten, men over en ved Overeenskomsten urepræsenteret Trediemand, nemlig Fattigvæsenet. Efter Pluralitetens Synsmaade er ved alle Overeenskomster mellem Arbeidere og Driftsherrer, Huusmænd og Huusbønder som saadanne det offentlige
