Sted en større aarlig Afgift, det Sidste med Ret til at kunne naarsomhelst ophæve Forholdet til første Faredag. I denne Sammenligning vil det unægtelig virke nedtrykkende for det første Alternativ, naar Besiddelsen af den Sum, som maatte erholdes forud, ikke kan paaregnes som sikker, fordi Huusmanden indrømmes Ret til maaskee allerede efter et Aars Forløb at kræve den forstørstedelen tilbagebetalt mod at renuncere paa Pladsen. Departementet finder saaledes overveiende Grund til at ansee Forslagets Bestemmelse ogsaa i den her omhandlede Anvendelse for mindre heldig, idet man gaaer ud fra, at Loven snarere bør søge at befordre end at modvirke Fæste paa Aaremaal i Sammenligning med Fæste paa Opsigelse. Paa de Huusmænd, der ikkun ere antagne paa Opsigelse, formenes den omhandlede Bestemmelse i Udkastet at ville blive uden Anvendelse; thi det vil vel ikke lettelig hænde, at der erlægges nogen Indfæstning, naar Fæstet ikke er af nogen bestemt Varighed. I ethvert Fald kan det ikke antages, at Indfæstningen i saa Fald er afpasset efter Forudsætning om mere end eet Aars Besiddelsestid; og der vil saaledes, da Huusmanden ikke kan opsiges uden til Faredag, Intet være at restituere. Hvad endelig angaaer det sidste Tilfælde, i hvilket, efter Udkastet, den omspurgte Regel skulde komme til Anvendelse, nemlig at Huusmanden forbryder sit Fæste, da vil det være en Følge af, hvad i det Foregaaende er anført, at Departementet, fra sit Standpunct, ikke kan tilraade, at nogen Ret til at kræve Indfæstningen deelviis restitueret i dette Tilfælde indrømmes Huusmanden; thi naar han, som af Departementet antaget, ikke skal have saadan Ret, saafremt han opsiger sit Fæste, vilde Indrømmelsen af samme, for det Tilfælde, at han forbrød Fæstet, indeholde en Opmuntring for ham til ved misligt Forhold at bevirke det Fæste, han ikke ønskede fortsat, forbrudt istedetfor at opsige det.
Efter det Anførte vil Departementet tilraade, at Udkastets § 12 ikke optages i Lovforslaget.
Af Grunde, som i det Foregaaende ere om„ handlede, vil Udkastets §13 ikke blive optaget i Departementets Forslag.
I § 14 har Commissionens Pluralitet foreslaaet en Bestemmelse af følgende Indhold:
- “Hvis Fattigcommissionen finder, at nogen Huusbond udsætter Fattigvæsenet for forøgede Byrder ved at paabinde sin Huusmand Forpligtelser, der i Forhold til Størrelsen og Godheden af hans Plads og til de med samme forbundne Rettigheder ere for strenge, kan den ved Fordelingen af Fattigforsørgelsesbyrden ilægge ham forhøiet Bidrag til Fattigvæsenet.“
Den Tanke, hvorpaa dette Forslag er bygget, er ifølge Pluralitetens Udvikling, at Bestemmelsen skulde afgive et Værn mod Misbrug af den ubetingede Contractsfrihed, som Commissionen er gaaet ud fra væsentligen bør være herskende i Ordningen af Forholdet mellem Huusmand og Jorddrot. Det paapeges, at den overlegne Stilling, Huusbonden ifølge Forholdenes egen Magt indtager ligeoverfor Medcontrahenten, i Forbindelse med ubetænksom Attraae hos Arbeidsfolk efter at komme i Besiddelse af Huusmandspladse, lettelig kan befrygtes at ville medføre, at vedkommende Huusmand paatager sig Forpligtelser, der overstige hans Evne, og at dette, saafremt det for større Districters Vedkommende skulde blive den almindelige Regel, vilde være saare betænkeligt og af farlige Følger ikke alene for den hele Arbeidsclasse, men ogsaa for Samfundet i Almindelighed, og navnlig for dets Repræsentant i disse Forholde, Fattigvæsenet. Naar det nemlig blev mere og mere hyppigt, at arbeidsføre Huusmænd nødsagedes til stadigen at søge Hjælp hos Fattigvæsenet, og disses Exempel, som naturligt, blev befulgt af den øvrige Arbeidsstok, der efter Tingenes Natur i Regelen vil befinde sig i en mindre god Stilling end Huusmændene, formenes det, at Arbeidsstanden snart ganske vilde tabe den Overbeviisning, at det væsentligen er en Mands eget Erhverv, der skal befrie ham fra Mangel og Nød, en Overbeviisning, uden hvilken den ikke antages at kunne være i Besiddelse hverken af moralsk eller oeconomisk Kraft. Ligesaa fremhæves den betænkelige Forøgelse af Fattigbyrderne og Betleriet, som vilde være Følgen af at Huusmandsclassens Kaar forværredes ved Misbrug fra Huusbondens Side. Da Beskrivelserne over Huusmandsclassens Vilkaar i mange Districter af Landet efter Pluralitetens Formening ikke tillade, at man forestiller sig Faren for Huusmandsclassens Undertrykkelse som liggende udenfor Mulighedens Grændser, finder den det nødvendigt, at der fra Lovgivningens Side skrides ind for at afværge en saadan for det Almene skadelig Tilstand, forsaavidt dette kan skee uden at træde andre Billigheds og Retfærdigheds Hensyn for nær, og hertil formener den, at den omhandlede Bestemmelse i ikke ringe Grad og uden synderlig Ulempe i anden Retning vil være virksom, naar den anvendes paa en rigtig Maade.
