at der i Henseende til Huset skal forholdes, som ovenfor er sagt.
- I Mangel af mindelig Overeenskomst bestemmes saadan Godtgjørelse, som i nærværende § omhandles, ved Skjøn af tvende uvillige Mænd, der opnævnes af Fogden uden Betaling. I Tilfælde af Paaanke afgjøres Tvisten ved lovligt Overskjøn, som inden fire Uger bliver at reqvirere hos Dommeren.
- Saafremt ikke anderledes er overeenskommet, kan Huusbonden i Fraflyttelsestilfælde forlange sig overdraget den paa Pladsen værende Gjødsel og Foder, den første uden Betaling, Foderet efter Taxt, med hvilken forholdes efter de ovenfor angaaende Skjøn givne Regler.“
I § 12 (efter Departementets Forslag § 13) har Commissionen foreslaaet følgende Bestemmelse:
- “Har Huusmanden erlagt Indfæstningssum ved Tiltrædelsen af Pladsen, og denne paa Grund af Opsigelse fra een af Siderne eller Fæstes Forbrydelse fratrædes inden 15 Aar derefter, godtgjøres Huusmanden en Femtendedeel af Indfæstningssummen for hvert Aar, som mangler i den 15aarige Besiddelse af Pladsen.“
Ifølge sit Indhold skulde denne § komme til Anvendelse i ethvert Tilfælde, hvor Pladsen formedelst Opsigelse fra hvilkensomhelst af Siderne fratrædes inden 15 Aar efter Tiltrædelsen.
Tænker man sig nu Bestemmelsen anvendt i Tilfælde af Livsfæste, under hvilken Forudsætning der selvfølgelig ikkun kan være Spørgsmaal om Opsigelse fra Huusmandens Side, saa befrygter Departementet, at man, ved saaledes at forrykke den nu gjældende og tilvante Ret, hvad deslige Indfæstninger angaaer, vilde skade istedetfor at gavne. Hvor Livsfæste er brugeligt, befinder Huusmandsforholdet sig, saavidt man kan erfare, i det Hele paa en tilfredsstillende Fod; og man maa derfor — efter Departementets Formening — være yderst varsom, for ikke at gribe forstyrrende ind deri. I sig selv er det ingenlunde naturligt, at en Huusmand, der har erlagt sin Indfæstningssum og er sat i Besiddelse af det derfor betingede Vederlag — nemlig Pladsen med Ret til at bruge den til sin Død — skal kunne naarsomhelst gjøre Contracten omsonst og kræve Indfæstningssummen deelviis tilbage. For Gaardmanden kan det efter Omstændighederne blive heelt trykkende at maatte restituere Indfæstningssummen; og især kunde dette oftere indtræffe i de Egne, hvor Indfæstningssummen pleier at være forholdsviis meget høi, den aarlige Afgift af Pladsen derimod ubetydelig, en Skikkelse af Huusmandsforholdet, der ingenlunde fortjener at ansees med Misgunst, efterdi den medfører, at Arbeidsmanden først maa oplægge en Spareskilling, førend han kan vente at faae Plads, og saaledes at kunne stifte Familie, for hvilken Spareskilling han senere erholder en mindre Plads-Afgift at betale, altsaa bedre Udkomme i den følgende Deel af sit Liv. Det skjønnes imidlertid ikke rettere, end at den af Commissionen foreslaaede Bestemmelse maatte bidrage til at fortrænge Livsfæste overhovedet, og Livsfæste i den nysnævnte Skikkelse i Særdeles, hed, fordi den vilde meddele Contractsforholdet for den ene af Contrahenterne en hidtil ukjendt Usikkerhed.
Hvad dernæst angaaer det Tilfælde, at Pladsen er bortfæstet paa et bestemt Aaremaal, da kan Fæstet selvfølgelig fra Huusbondens Side ikke opsiges førend ved Aaremaalets Udløb; og det synes da klart, at der ikke bør være Tale om Ret for Huusmanden til at faae nogen Deel af den erlagte Indfæstningssum tilbage, om end ikke 15 Aar ere forløbne siden Pladsens Tiltrædelse, efterdi han for Indfæstningssummen har oppebaaret al den Fordeel, som for samme var betinget, nemlig Pladsens Brug i det bestemte Aaremaal. Det Samme gjælder for det Tilfælde, at det er Huusmanden, som selv vælger at fratræde, naar Aaremaalet er forbi, istedetfor at tage en ny Indfæstning. Der staaer altsaa, hvad Indfæstning paa Aaremaal angaaer, ikkun det Tilfælde af Opsigelse tilbage at omhandle, at Huusmanden før Aaremaalets Udløb frasiger sig Pladsen. Departementet, som antager, at Huusmænd i Almindelighed foretrække at erholde Fæste paa bestemt Aaremaal, fremfor det aldeles ubestemte Fæste, der kun lyder paa Opsigelse, men at det derimod er Gaardmændene, som modigere ville indlade sig paa at give Fæstet i den første end i den sidste Skikkelse, finder det som Følge heraf betænkeligt at give nogen Forskrift, der gjør Gaardmandens Stilling i Contractsforholdet, naar den første Art af Fæste anvendes, ufordeelagtigere, end for Tiden er Tilfældet; thi herved ville de Tilfælde, hvori Fæste paa bestemt Aaremaal meddeles, i Sammenligning med dem, hvori Huusmanden ikkun antages paa Opsigelse, sandsynligen blive færre istedetfor flere. Huusbonden maa nemlig, idet han indgaaer Contracten, antages at sammenligne Fordelen af at modtage en contant og samlet Sum forud, og i Tidens Løb en mindre Afgift, med Fordelen af ikke at oppebære Noget forud, men i dets
