ne §, hvad Huusmanden tilhørende Bygninger angaaer, i det Hele er noget fuldstændigere end Commissionens Udkast, hvilket man anseer fornødent, naar Frd. 29de April 1752 skal ophæves.
Justits-Departementet har i den af Samme afgivne Erklæring udtalt sig imod, at der, som af Commissionen foreslaaet, foreskrives specielle Regler angaaende det Formelle ved de Skjøn, som kunne blive fornødne til Bestemmelse af de forskjellige Slags Godtgjørelser, hvorom denne § handler, og navnlig imod, at Mændenes Opnævnelse skulde kunne skee ved Sorenskriveren, mod hvilket Sidste der ogsaa er fremsat Bemærkninger i enkelte andre af de indkomne Erklæringer. Idet Justits-Departementet i denne Anledning henviser til hvad der i den norske Regjerings underdanigste Indstilling af 28de December 1850 (angaaende naadigst Proposition til Lov om Lagrettesmænd) i Almindelighed er anført om det formeentlig mindre Rigtige i, at Skjønsmænd opnævnes af Dommeren, tilføier Samme, at de Skjønsforretninger, hvorom her specielt er Tale, ikke synes at være af en saadan Beskaffenhed, at nogen Afvigelse fra den almindelige Regel i dette Stykke for deres Vedkommende skulde være at anbefale, idet de baade kunne angaae Gjenstande af en ikke ringe Betydenhed, og maae erkjendes ikke at være af det mindst vanskelige Slags. Denne Deel af hen bør derfor efter Justits-Departementets Formening affattes saaledes, at den ikke kommer til at medføre anden Afvigelse fra de til enhver Tid gjældende almindelige Regler angaaende Skjønsforretninger end den, at der for Mændenes Opnævnelse Intet betales.
I Overeensstemmelse med Justits-Departementets Anskuelse agter Departementet at foreslaae, at Bestemmelsen om, at Mændenes Opnævnelse kan skee af Sorenskriveren, udgaaer; men forøvrigt troer man at burde bibeholde Commissionens Indstilling i dette Stykke, idet man anseer det af Vigtighed, at det udtrykkelig er tilkjendegivet, at deslige Skjøn afgives af Mændene uden Dommerens Bestyrelse, saasom Bekostningerne ved et saadant Skjøn ellers lettelig kunde blive ikke ubetydelige. I Tilfælde af Skjønnets Paaanke til Overskjøn maa man imidlertid med Commissionen være enig i, at der med dette bør forholdes efter de almindelige Regler.
Imod Bestemmelserne i de 2de sidste Passus af §en, hvori foreskrives, at Huusbonden i Fraflyttelsestilfælde er berettiget til at forlange sig det paa Pladsen værende Foder overdraget efter Taxt, samt at han er berettiget til at beholde Gjødselen uden Betaling, har Departementet Intet at erindre, ligesom man ogsaa med Commissionen antager, at disse Bestemmelser rettest betragtes som blot declaratoriske.
I Henhold til det Anførte vil Departementet foreslaae nærværende § saaledes affattet:
- “Naar en Huusmand, der har havt Fæste paa bestemt Aaremaal eller paa Opsigelse, maa fravige Pladsen paa Grund af Opsigelse fra Huusbondens Side, tilkommer han Erstatning for den Forøgelse af Pladsens Værdie, der maatte være en Følge af Forbedringer, som han kan oplyse at have foretaget enten ved Jordveien eller Huusbonden tilhørende Bygninger paa Pladsen, og som kunne antages at ville forøge Huusbondens Indtægt i Tilfælde af ny Bortfæstning. Ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet om der tilkommer Huusmanden nogen Godtgjørelse, og i saa Fald ved Fastsættelsen af dennes Størrelse, bliver at tage i Betragtning, hvorvidt det ved Bestemmelsen af Vederlaget for Pladsens Besiddelse kan skjønnes i sin Tid at være blevet taget Hensyn til Nødvendigheden af Forbedringer, eller hvorvidt Huusmanden, ved i længere Tid at have besiddet Pladsen, har erholdt Erstatning for disse.
- Har Huusmanden med Huusbondens Minde opført noget Huus paa Pladsen, eller afkjøbt den forrige Bruger af Pladsen noget saadant, bør Huusbonden, om ikke anderledes mellem ham og Huusmanden ved skriftlig Contract er fastsat, naar Fæstet af hvilkensomhelst Grund ophører, give Huusmanden eller dennes Boe eller Arvinger en billig Godtgjørelse for deslige Huse, mod at de tilfalde Pladsen. Denne Pligt paaligger dog kun Huusbonden, forsaavidt Husene for Pladsen skjønnes nyttige eller nødvendige; og den Godtgjørelse, der kan kræves, strækker sig ikke til mere end Beløbet af den Forøgelse, Pladsens Værdie ved dem kan ansees at have modtaget, ligesom det ved dens Ansættelse skal tages i Betragtning, om Tømmeret er taget i Huusbondens Skov eller af ham leveret. Vil Huusmanden ikke benytte den heromhandlede Ret mod Huusbonden, staaer det ham frit for inden den i Ls. 3—14—32 fastsatte Tid at bortflytte saadant Huus, som ovenfor er omhandlet, dog ikkun saafremt Tømmeret til samme ei er taget af Huusbondens Skov, eller af Huusbonden leveret; thi i dette Tilfælde, saavelsom om Bortflyttelsen ikke skeer inden lovbefalet Tid, kan Huusbonden forlange,
