lægges ikke liden Vægt paa den Betragtning, at en Regel, der medførte, at Gaardmanden ikke vilde have det i sin Magt at undgaae en Erstatningspligt som den omspurgte, lettelig turde lede til, at Huusmandspladse, saavidt muligt, bleve inddragne, hvorved maa bemærkes, at det Betænkelige ved Erstatningspligten forøges ved den Usikkerhed, hvormed ethvert Skjøn i nogen Grad er forbundet. At Erstatningspligten stundom endog kunde blive trykkende for Vedkommende at udrede, fremgaaer af de Oplysninger, som haves om at Huusbøndernes Kaar i visse Egne af og til ere endog mindre heldige end Huusmændenes.
Adskilligt af hvad ovenfor er bemærket vilde vistnok tabe sin Vægt, naar man med Commissionen forudsatte, at den omspurgte Erstatningsret i alle Tilfælde skulde kunne fraskrives ved Huusmandscontracten. Men efter Departementets Formening maatte da Loven heller opgive al Bestemmelse om et Huusmanden for Forbedringer tilkommende Erstatningskrav. Skulde dette paa Forhaand ved Contracten kunne fraskrives, er det vel neppe tvivlsomt, at det — Sagen betragtet i sin Almindelighed — ikke vilde komme til Anvendelse mod nogen anden Huusbond end den, som ved Huusmandscontractens Indgaaelse ikke havde kjendt Loven; thi hvo, der kjendte den, vilde vanskelig undlade ved contractmæssig Stipulation at betage den sin Virkning. Saaledes betinget vilde Regelen, saavidt skjønnes, heller Intet udrette for sit Øiemed, som dog nærmest maa være at forebygge den Forargelse, at Gaardmanden gjør sig Fordeel af Huusmandens Flid ved at berøve ham Pladsen, naar han ved sit Arbeide har forøget dens Værdie.
Det Tilfælde, at Huusmanden ved misligt Forhold forbryder sin Besiddelsesret, maa efter Departementets Formening i den her omspurgte Henseende nærmest sættes ved Siden af det, at han selv opsiger sit Fæste. Ere end ikke netop de selvsamme Betragtninger anvendelige paa begge Tilfælde, tale dog overveiende Hensyn efter Departementets Formening mod at tilstaae Huusmanden en Erstatningsret, naar han forbryder Fæstet, som ikke vilde have tilkommet ham, om han, uden at forgaae sig mod sine Pligter, frivillig var traadt ud af Contractsforholdet.
Departementet har ovenfor nævnt, at man ikke antager, at Spørgsmaalet angaaende Huse paa Pladsen, hvortil Huusmanden har Eiendomsret, kan bedømmes paa lige Maade, som Spørgsmaalet om Erstatning for Forbedringer ved Jordveien eller ved de paa Pladsen staaende Huse, naar disse ere Huusbondens Eiendom. Naar Huusmanden har opført Huse paa Pladsen eller afkjøbt den forrige Huusmand samme, vilde det aabenbar være uretmæssigt, om disse uden Vederag skulde tilfalde Grundeieren; og i denne Henseende kan det formeentlig ingen Forskjel gjøre, enten Fravigelse skeer af den ene eller anden Grund, altsaa om denne skeer ifølge Opsigelse fra nogen af Siderne, paa Grund af Fæstes Forbrydelse, eller endelig Pladsen bliver ledig ved Dødsfald.
I Frd. 29de April 1752 § 1 findes en Bestemmelse angaaende det heromhandlede Forhold, men som dog ene angaaer Huusmandspladse inden Gaardens Indhegninger eller Hjemrøsser. I samme foreskrives det, at naar Huusmanden selv har bekostet Husene paa Pladsen opbygget, eller kjøbt dem af forrige Besidder, og Enken ved Mandens Død fraviger Pladsen, eller Huusmanden selv opsiger sit Fæste, skulle Bygningerne paa Pladsen ansættes af uvillige Mænd efter billig Værdie og betales Huusmanden enten af Bonden selv, eller den Huusmand, som kommer i Steden, hvorhos tilføies, at det ved saadanne Bygningers Taxation skal considereres, om Tømmeret dertil er taget af Gaardens Skov.
Departementet antager, at denne Regel for en Deel maa modificeres og nærmere bestemmes, idet den overflyttes i den nye Lov. For det Første antager man, at der ikke i denne Sammenhæng kan blive Spørgsmaal om andre Huse, end dem, som Huusmanden, med Jorddrottens Minde, har bygget paa Pladsen, eller som han har afkjøbt sin Formand i Fæstet. Skulde Huusmanden uden Jorddrottens Samtykke have indladt sig paa at opføre noget Huus paa Pladsen, kan den heromhandlede Rettighed saalangtfra tilkomme ham, at han meget mere maa være pligtig til, naar Huusbonden begjerer det, at ryddiggjøre den saaledes bebyggede Tomt. Dernæst antager man, Jorddrottens Forbindtlighed til at afkjøbe Huusmanden Huse som de omspurgte maa være betinget af, at og disse ere for Pladsen nyttige eller nødvendige, og at Jorddrotten i intet Tilfælde bør pligte at erlægge mere i Godtgjørelse for dem end Beløbet af den Værdiforøgelse, Pladsen som saadan ved dem har faaet. Endelig antaget man, at hele den heromhandlede Bestemmelse bør være fravigelig, da det endog er det Ønskeligste, at Forhold som det heromhandlede paa Forhaand ordnes ad contractmæssig Vei. Iøvrigt vil det sees, at Departementets Udkast til den-
