tilstoppe Næringsveiene for den Uformuende, deels at holde Jordeiendommene samlede og lægge Hindringer iveien for Udparcellering eller for Adgang til smaae Jordlodders Erhvervelse af den lidet Bemidlede. Men som bekjendt er vor Lovgivning langtfra at være saaledes beskaffen, at den skulde paakalde agrariske Love, eller Love af det betænkelige og farlige Slags, som give Ikke-Grundeiere Ret til af Grundeierne at fordre sig overladt Dele af disses Jordlodder, det være sig nu alene til Brug eller til Eiendom.
Flere og flere af de Baand, som tilforn paahvilede Næringsfriheden, ere Tid efter anden løsnede, saa at Næringsfriheden i største Udstrækning kan siges at herske; og Jordens daglig foregaaende Udparcellering, samt Formindskelsen af de større Jordegodset viser noksom, hvor ubeføiet det vilde være hos os at beskylde Lovgivningen for Tendents til at spærre Nogen Adgang til Erhvervelse af Jord. Og det indsees derhos let, at i samme Grad som Udparcelleringen tiltager, taber Spørgsmaalet om den ikke jordeiende Classes Kaar, og om Midlerne til disses Forbedring, sin Betydning.
Og hvo kan dølge for sig selv, hvilken Næring et Lovbud af heromhandlede Art vilde give den i visse Egne ved ubesindige Agitationer allerede fremkaldte Spænding imellem Grundeiere og den ikke jordbesiddende Deel af Befolkningen? Loven vilde ligefrem gjøre disse til hinandens erklærede Fiender. Det i det Væsentlige patriarchalske Forhold, som vistnok endnu saa hyppig finder Sted imellem Huusbond og Huusmænd, udjævner Vanskeligheder imellem dem og skaber gjensidig Tilfredshed, vilde Loven tilintetgjøre med eet Slag, og efter Tingenes Natur vilde dette komme til at ramme Huusmanden selv, som den Svagere, først og føleligst.
Af det Foranførte følger ligesrem, at Commissionen heller ikke kan billige de Forslag, som gaae ud paa at søge Fattigvæsenets Byrder i Landdistricterne formindskede derved, at det forbydes, eller der i alle Fald lægges Hindringer iveien for, at der nedsættes Huusmænd uden Jord eller paa Jordstykker, der ere altfor smaae til at afgive noget tilstrækkeligt Bidrag til en Families Underholdning.
Saadanne Bestemmelser vilde i ethvert Fald klarligen ikke kunne gives uden for de Egne af Landet, hvor Jordbruget udgjør den eneste Næringsvei, og aldeles ikke passe for de Egne, hvor Skovdrift og Fiskerie udgjøre ligesaa væsentlige eller væsentligere Næringer. Men selv i hine Egne vilde den arbeidende Classe, navnligen Haandværkere, gives grundet Anledning til at beklage sig over saadanne Bestemmelser, som vilde udsætte den Fattigere for stor Vanskelighed ved at erholde Bolig, ja endog maaskee gjøre dette umuligt for ham. Ikke at tale om, at man ved deslige Bestemmelser lettelig vilde kunne komme til at lægge Hindringer iveien for Industrianlæg, som kræve et større Antal Arbeidere, og derved væsentlig hemme den almindelige Næringsfrihed, samt aabne Adgang for de Byerne omgivende Landdistricter til efterhaanden at tvinge deres Arbeidsstok til at flytte ind til disse, hvem Byrden af denne Arbeidsstoks Forsørgelse i Trangstilfælde i saa Fald kom til at paahvile. Ofte kan det endog være i Fattigvæsenets egen Interesse, at saadanne smaae Pladse blive bortleiede; deels kan det ofte heller ikke uden Uretfærdighed forlanges af Huusbonden, at han skal undlade at benytte sin Eiendom paa en saadan Maade. Den, som bortleier en Plads uden Jord eller med liden Jord, er aldrig derved Aarsag til den Mands Forarmelse, til hvem han bortleier den. Er det en dygtig Arbeider, kan hans Kaar ofte, selv paa en saadan Plads, være noksaa gode; hvis Huusmandens Forfatning bliver mislig, medens han er i Besiddelse af Pladsen, saa kommer det deraf, at han er en uduelig eller uordentlig Mand, eller, at der ikke er nok Arbeide for ham at faae, eller at Daglønnen er ringe. Men i intet af disse Tilfælde vilde hans Kaar være blevne bedre, hvis han ei havde faaet en saadan Plads. Det maa vistnok erkjendes, at det ofte kan synes ønskeligt at sætte en Skranke for Forøgelsen af de jordløse Huusmandspladses Antal, idet man derved maaskee kunde hindre letsindige Ægteskaber blandt Arbeidsclassen. Men skulde en saadan Foranstaltning faae nogen Betydning i denne Retning, maatte den strække sig langt videre, idet man ogsaa maatte kunne hindre Indersters Indtagelse i de allerede existerende Huse. En dertil sigtende Lovregel vilde imidlertid aabenbar medføre et Baand paa den frie Samfærsel af altfor farlig Beskaffenhed. Desuden er det en meget tvivlsom Sag, om man ved et repressivt System af dette Slags virkelig vilde standse Pauperismen, da det meget sandsynlig vilde medføre en tiltagende Usædelighed blandt Arbeidsclassen, der, endog bortseet fra alle dens øvrige fordærvelige Følger, kunde foraarsage Fattigvæsenet større Byrder, end dem det blev fri for ved at undgaae at forsørge Familier tilhørende Arbeidere, som leve i lovligt Ægteskab. Hvorom Alting er, saa er Spørgsmaalet, om Ægteskabernes Hyppighed og Folkemængdens Forurettelse bør søges forebygget ved saadanne
