Undertegnede Medlemmer af den af Deres Majestæt anordnede Commission til at undersøge Lovgivningen angaaende Huusmandsvæsenet, hvis Anskuelser i enkelte Puncter afvige fra de i foranstaaende Betænkning og Indstilling udtalte Betragtningsmaader og Forslag, tillade sig hermed underdanigst at fremsætte sine derfra afvigende Meninger og Forslag i nærværende Votum.
Ligesom de Iagttagelser, vi have kunnet anstille, og de Erfaringer, vi have gjort, foranledige os til at antage, saaledes fremgaaer det af de Oplysninger, der indeholdes i de af den Kongelige Norske Regjering indhentede og Commissionen tilstillede Betænkninger og Erklæringer angaaende Huusmandsvæsenet i Rigets forskjellige Egne, at den arbeidende Classes Kaar, i de Egne af Rigets Landdistrikter, hvor Jordbrug er Beboernes fornemste og vigtigste Næringskilde, i de senere Tider ere forværrede og for nærværende Tid — hvad idetmindste adskillige af disse Districter angaaer — ere af en ret mislig og sørgelig Beskaffenhed. At denne Tilstand for en Deel er fremkaldt ved Aarsager, som ere Arbeidsklassen selv tilregnelige, staaer vistnok ikke til at nægte, aldenstund der føres en ligesaa velgrundet som almindelig Klage over den Letsindighed, hvormed unge Mennesker af denne Samfundsklasse, med liden eller ingen Udsigt til at vinde et nødtørftigt Udkomme i Fremtiden, indgaae ægteskabelige Forbindelser og stifte Familie, hvoraf Følgen for Mange bliver, at de snart maae friste en kummerlig Tilværelse og overlade en af sine første og helligste Pligter, Omsorgen for sit Afkom, i Fattigforsørgelsens Hænder. Det er imidlertid ligesaa vist, at man høiligen vilde feile, hvis man i saadanne tilregnelige Misgreb vilde søge den fornemste, end sige den eneste Aarsag til det Tryk, hvorunder denne Samfundsklasse sukker. At denne Deel af Samfundet med den stigende Civilisation, som ogsaa den har tilegnet sig sin Andeel af, efterhaanden har gjort større Fordringer paa Livets Nydelser og Goder, end forhen har været Tilfældet, vil sikkert erkjendes at være begrundet i Forholdenes Natur, ligesom dette Phænomen stemmer overeens med, hvad Erfaring har viist til alle Tider i lignende Tilfælde at have fundet Sted. Den Gang, som vore Forholdes Udvikling igjennem de senere Tider har taget, har saaledes for Arbeideren og hans Familie medført flere og større Fornødenheder, uden imidlertid at have levnet ham tilstrækkelige Midler til deres Tilfredsstillelse. Daglønnen har, allenfals paa ganske faa Undtagelser nær, holdt sig paa det samme lave Standpunkt, som for en lang Række af Aar siden; Huusmandspladsenes Antal er kun i ringe Grad bleven forøget, og Adgangen for den fattige Arbeider til at erholde Jord til Dyrkning og Afbenyttelse — denne Hovedbetingelse for den i Landsdistricterne værende Arbeidsklasses ydre Velvære — saaledes langtfra at være udvidet i samme Forhold som Befolkningen er forøget, medens denne sidst berørte Omstændighed har fremkaldt en Concurrence om Huusmandspladsene, som i Forening med Jordeiernes efterhaanden tiltagende Fornødenheder har i mange Egne bevirket en Forhøielse af den aarlige Afgift, hvorved denne, selv for den stræbsomste og ordentligste Huusmand, nødvendig maa falde trykkende. Af Grunde, som i Commissionens Betænkning og Indstilling ere udviklede, vil det formeentlig findes indlysende, at der ved positive Lovbestemmelser ikke vil kunne udrettes synderligt til at ophjelpe den arbeidende Classes Kaar og kalde en tidligere og bedre Tingenes Orden tilbage. Det maa overlades til Foranstaltninger, som Folkets intellectuelle og moralske Forædling paakalder, paa indirecte Maade efterhaanden at raade Bod paa disse Onder. I denne Henseende tillade vi os at bemærke, at, da det er en sørgelig Kjendsgjerning, at der for nærværende Tid, da den Fattiges Understøttelse og Forsørgelse ikke længer betragtes som en christelig Barmhjertigheds-Gjerning, men som en borgerlig, af den verdslige Lovgivning foreskreven Pligt, ikke sjelden yttrer sig en betydelig moralsk Slaphed hos Individer af den Classe, som hyppigst og i størst Grad maa paakalde Fattigforsørgelsens Bistand, idet Saadanne, blindt hen stolende paa Fattigvæsenets Hjelp, undlade ved Flid og Omtanke at tilkjæmpe sig en selvstændig og hæderlig Tilværelse, og foretrække det under saadane Omstændigheder lidet agtværdige Leveviis, at lade sig føde af Andre, saa turde Oprettelsen af Tvangsarbeidshuse i Landdistrikterne, hvor deslige Personer kunde henvises, og hvor de kunde tvinges til ved Arbeide at gjøre Fyldest for den Understøttelse, Fattigvæsenet maatte yde dem, ansees skikket til at afgive et virksomt Correctiv mod Dovenskaben, Letsindigheden og Ryggesløsheden, disse Kilder, hvoraf en ikke ringe Deel af den almindelige Armod og Nød udvælder, og at være en en værdig Gjenstand for Statsstyrelsens Opmærksomhed. Medens vi imidlertid erkjende, at selv saadanne Indretninger, ved Siden af en med Forstandighed ledet almindelig Fattigforsørgelse, kun i ringe Grad vilde kunne hæve det Tryk, hvorunder
