kunne agtes paakaldt fra alle Egne i Riget, navnligen ikke fra dem, hvori Skovdrift og Fiskerie udgjøre væsentligere Næringsveie end Jordbrug, deels at det i alle Fald formedelst Forholdenes og Næringsveienes Forskjellighed vilde være ugjørligt, at træffe saadanne absolute Bestemmelser angaaende Forholdet imellem Huusbond og Huusmand, som kunde gjøres gjældende for hele Riget. Den desforuden kan det ingenlunde indrømmes, at den Omstændighed, at fornemmelig i de Egne af Riget, hvori Befolkningen har sin væsentlige eller eneste Næring af Iordbrug, Vilkaarene for Huusmændene Tid efter anden ere blevne knappere og Armoden blandt dem større, i og for sig vilde afgive tilstrækkelig Grund til at foreskrive saadanne Indskrænkninger. Det maa dog erkjendes, at ved Iordbruget som ved enhver anden Ræringsvei bliver Arbeidets Løn eller Arbeiderens Vederlag for Arbeidet til en vis Grad afhængig af den større eller mindre Søgning af Arbeidet, og at følgelig jo større Continrencen om Huusmandspladse bliver, jo større Raadighed maa der falde i Huusbondens Lod til at foreskrive Vilkaarene for Hunsmandens Antagelse. Det er saaledes snarest en simpel Følge deraf, at Folkemængden i de Landdistricter, der ene have Jordbrug til Ræring, formeres udover det Antal Hænder, Iordbruget paa sit nærværende StandE punkt i vedkommende Egne kræver, at Huusmænldene nu maae indgaae paa slettere Vilkaar, end tilforn. Men hertil virker unægtelig ogsaa deels den successive og utvivlsomt i Forbindelse med lldparcelleringen og Gaardenes Formindskelse staaende Tilbagetræden af det næsten patriarchalske Forhold, hvori tidligere Gaardeieren stod til Huusmanden, og det Slægtrækker igjennem deels endelig den Anffnelfef der i Forbindelse med Iordbrugets Fremskriden og Udvikling gjør sig mere og mere gjældende, og navnlig i de i Anledning af nærværende Sag erhvervede Betænkninger, udtales fra de forskjelligste Dele af Riget, fra Robygdelaget, Iædderen og Bergenhuus Stift, som fra Akershuus og Smaalehnenes Amter, at det nemlig er en kostbar Driftsmaade at drive sin Gaard med Huusmænd, og at efter rigtig Beregning vilde i alle Fald i Regelen Huusbonden staae sig bedre paa at drive sin Gaard ved Tjenestefolk og midlertidig leiede Arbeidere, hvilke i mange Egne af sig selv frembyde sig fra Broderriget, end ved at paabyrde Gaarden Huusmandsfamilier til stadigt Ophold.
Ved Besvarelsen af Spørgsmaalet, hvorvidt det i og for sig skulde være hensigtsmæssigt at binde Huusbonden til visse Vilkaar ved Antagelsen af Huusmænd, burde man formeentlig heller ikke undlade at tage i Betragtning, om ikke den tjenende Classe, deels ved Letsindighed ihenseende til Ægteskabs Indgaaelse og Stiftelse af Familie, deels formedelst den Slappelse af Spændkraften( til at anstrængte sig for at hjælpe sig selv, som lettelig bliver Følgen af en maaskee altfor meget lettet Adgang til Understøttelse af den almindelige Fattigforsørgelse, for endeel selv maa bære Ansvaret for Hunsmandsclassens Forarmelse og slettere Vilkaar. Vist er det, at i den største Deel af de indkomne Betænkninger udhæves den arbeidende Elasses Letsindighed ihenseende til Families Stiftelse som væsentlig bidragende til dens Forarmelse, ligesom den Indstydelse, den udvidede Adgang til Fattigforsørgelse har til at sløve Sporen for Individerne til selv at udsinde Hjælpemidler og skaffe sig Arbeide, paa flere Steder omtales som saare betænkelig
Er overhovedet Forværrelsen af Huusmændenes Vilkaar i de væsentlig jordbrugende Egne af Riget en Følge af Tingenes naturlige Gang, idet det derhos tillige maa erkjendes, at der ikke fra Lovgivningens Side er gjort noget Skridt, som kunde forværre Huusmændenes Stilling, saa indsees det ikke, hvorledes det fra en rigtig Statshuusholdnings Standpunkt skulde kunne lade sig forsvare, at Lovgivningen skred ind og directe foreskrev Huusbonden visse Vilkaar, som han ved Huusmandens Antagelse ikke maatte fravige.
En saadan Indskriden fra Lovgivningens Side lader sig kun forsvare, deels hvor samme maa bruges som Modvægt imod andre allerede bestaaende kunstige Samfundsindretninger og vilkaarlige Indskrænkninger i Rærings— og Contractsfriheden, deels som et yderligere Rødmiddel under overgaaende Samfundskriser. Men intet af disse Tilfælde er her forhaanden. Iordbrugerne maa derfor have Ret til at fordre af Statsstyrelsen, at denne udfinder andre Midler til at fremme de meest trængende Salttfundsclassers Kaar og forskaffe dem en Sysselsættelse, der er lønnende nok til at sætte dem istand til at kunne hjælpe sig selv uden fremmed Hjælp, end ved at paabyrdeIordbrugerne Arbeidere eller Huusmænd paa andre Betingelser, end dem, hvorpaa de selv ville antage saadanne. Ved en Foranstaltning af sidstberøre Art vilde Statsstyrelsen ubilligen alene ramme Iordbrugerne og paabyrde dem alene Ansvarligheden for en Forarmelse, der maa erkjendes fremkaldt ved mange af Iordbrugerne uafhængige Aarsager. Iordbrugerne vilde i saa Fald
