ligen ogsaa Huusmanden, foreslaaer Commissionen derfor en Bestemmelse, der i forberørte Henseender indskrænker Leilændingens Ret til at sætte Huusmand for sin og Enkes Besiddelsestid. Den i Lov af 25de August 1848 med Hensyn til Huusmandspladse paa civile og militære Embedsgaarde givne Forskrift tillader Commissionen sig at foreslaae udvidet til at gjælde for alt Jordegods, som er henlagt til Embeder eller Bestillinger.
En udtrykkelig Regel maa ogsaa ansees fornøden for det Tilfælde, at Huusmanden eller hans Boe tilkommer Godtgjørelse for Forbedringer paa en Plads, beliggende under en Eiendom, som bruges af en Anden end dens Eier. Sidstnævnte maa i dette Fald vistnok Godtgjørelsens Udredelse paaligge, men forsaavidt tillige Eiendommens Bruger vinder ved Pladsens Forbedring, er det billigt, at han med en vis aarlig Qvotadeel, formeentlig rigtigst i Lighed med den i Lov af 17de August 1821 §§ 2—4 indeholdte Forskrift angaaende Udskiftningsomkostningers Refusion, igjen godtgjør Eieren Udlægget.
Loven bør formeentlig heller ikke undlade at afhjælpe Odelslovgivningens Ufuldstændighed med Hensyn til hvilken Indflydelse en Odelsmands Indløsning af hans Odelsgods har paa de paa dette siddende Huusmænds Besiddelsesret. Commissionen antager i denne Henseende ikke at Loven bør slutte sig til nogen af de vilkaarlige Distinctioner, Odelsloven af 26de Juni 1821 § 31 opstiller, hvorimod til Betryggelse for Huusmændene Odelsløsningen formenes at burde være disse uvedkommende, undtagen forsaavidt de vare blevne antagne af Besidderen, efterat allerede Løsningssøgsmaalet var indledet. Faren for, at Odelsmanden herved skulde udsættes for nogen væsentlig Hindring i den fri Benyttelse af Godset ved dets Tiltrædelse, er formeentlig altfor fjern til at kunne komme i nogen Betragtning imod Vigtigheden for Huusmanden ved Odelsløsningen ikke at blive forstyrret i Besiddelsen af sin Plads.
I Sager imellem Huusmand og Huusbond formenes det, for at Huusmanden skal kunne værne om sin Ret, at Loven ligefrem bør tilstaae Huusmanden Fritagelse for Gebyrer af hvilkensomhelst Art, saaledes at ogsaa Omkostningerne ved Aastedsbehandling, naar den forlanges af Huusmanden og Dommeren finder den fornøden, udredes af det Offentlige. At tilstaae Huusmanden Ret til at forlange opnævnt Sagfører for sig til Sagens Udførelse, formenes lettelig at ville kunne forvolde det Offentlige altfor store Omkostninger, medens Sagførers Benyttelse paa Grund af den ifølge Lovgivningen Dommeren paaliggende Pligt tildeels at veilede den Almuesmand, som selv udfører sin Sag, ansees mindre fornøden. Til Fordeel for Huusbonden at skjelne mellem deslige og andre Sager, hertil indsees der derimod ikke at være Grund, saameget mindre, som Sager af denne Art i sig selv ofte angaae temmelig vanskelige Spørgsmaale.
Nogen Bestemmelse angaaende Skifte og Deling af Huusmandsfolks Boer formener Commissionen ikke at burde indtages i den heromhandlede Lov. Bestemmelserne desangaaende henhøre under en almindnlig Revision af Skiftelovgivningen, og medens Forslag dertil findes indtaget i det af en anden naadigst nedsat Commission udarbeidede Udkast til nye Lovbestemmelser om Skiftevæsenet, formenes det ubetimeligt i nærværende Lovudkast at indtage Noget herom. Forsaavidt derhos de i denne Henseende Huusmændene for Tiden tilstaaede Begunstigelser allerede have bestaaet i mere end et halvt Aarhundrede og saaledes maa ansees tilstrækkelig bekjendte, formenes det ufornødent i den heromhandlede Lov at gjentage dem.
Ihenseende til directe Paalæg erkjender Commissionen, at Huusmandsklassen tiltrænger yderligere Begunstigelse, end den gjældende Lovgivning tilstaaer den. Saaledes ansees der ikke at være Grund til, som der er bestemt i Veiloven af 28de Juli 1824 § 43, at paalægge Huusmændene nogen Andeel i Veivæsensbyrden. Det Huusmændene ifølge Lovens 2—12—7 og Lov af 14de Juni 1816 § 3 paaliggende Høstdagsarbeide er ogsaa en for denne Klasse uforholdsmæssig stor Byrde. Lovbudet i 2—12—7 har sædvanlig været givet den Fortolkning, der og nylig har erholdt Stadfæstelse af Rigets Høiesteret, at begge Egtefæller paa en Huusmandsplads have at præstere en Høstdag til Præsten; og Værdien heraf vil endog lettelig overstige det Offer, der ydes af mindre Parceleiere i de Egne, hvor fra gammel Tid den i Offerskjeppens Sted trædende Offersau eller lignende Præstation fordeles paa de forskjellige Opsiddere under samme Matrikulnummer. Forsaavidt Arbeidet præsteres in natura, falder Byrden ogsaa aldeles uligelig paa Yderne, idet den Veilængde, der maa tilbagelægges for at komme frem til Præstegaarden, kommer i væsentlig Betragtning.
Commissionen formener derfor, at Huusmændenes Høstdagspligt bør bortfalde. De mindre Præstekald, hvis Indtægter herved skulde blive altfor ringe, antages der at være Anledning til at holde
