af hans Huusmænds Arbeidsløn, som han ved altfor strenge Vilkaars Foreskrivelse kaster over paa Fattigvæsenet? Ikke at tale om, at Bestemmelsen skal have Virkning, om Huusmanden endog ikke i Virkeligheden falder Fattigvæsenet tillast, saa er det dog for det Første en i sig selv høist besynderlig og urimelig Forudsætning, at Huusbonden ved Huusmandens Antagelse skulde speculere paa at faae en Deel af sine Arbeideres Lønning udredet af Fattigvæsenet.
Men endog dette uanseet, hvorledes kan den Omstændighed, at Huusbonden, istedetfor at inddrage eller undlade at besætte Pladsen, har antaget Huusmanden og hos sig ladet ham faae Levebrød, om end altfor knapt, give Fattigvæsenet en Ret til at holde sig til Huusbonden for det Bidrag, det maatte yde Huusmanden, medens Fattigvæsenet havde maattet føde den arbeidsløse Huusmand fuldtud, og ikke kunde have søgt Regres hos nogen Huusbond for Bidraget, i det Tilfælde, at Huusmanden slet ikke havde erholdt Ansættelse eller Plads hos Nogen? Maatte ikke Fattigvæsenet, hvilket arbeidsløse Huusmænd hensadde tillast, være Grundeierne taknemmelige for at disse dog skaffede Fattigvæsenet nogen Lettelse ved at Huusmændene erholdt en nok saa liden Arbeidsfortjeneste hos dem, og vil man da, at Fattigvæsenet, til Tak for at Grundeierne saaledes gave ledige Huusmænd Arbeide, herpaa skulde iligne de samme Grundeiere forhøiet Fattigvæsensbidrag, fordi de ikke betalte Arbeidet høit nok? Og skede ikke dette, som vel heller ikke Fattigcommissionerne vilde falde paa, saa behøvede jo Huusbønderne, for at undgaae det foreslaaede Lovbuds Virkning kun at undlade at fæste Huusmændene selv, og bie indtil Fattigvæsenet blev nødt til, for dog saavidt muligt at formindske Fattigvæsenets Byrder, at tilbyde dem de arbeidsløse Huusmænds Arbeide til enhver Priis.
Hvo indseer desuden ikke, at forsaavidt Nogen ved den Trudsel, den foreslaaede Bestemmelse indeholder, lader sig bestemme eller tvinge til at antage Huusmænd paa fordeelagtigere Vilkaar, end han ellers kunde eller vilde tilstaae dem, maa han, som tilforn bemærket, betragtes som den, der allerede i Forskjellen imellem det Vederlag, han giver for Arbeidet, og hvad han uafhængig af hiin Trudsel vilde have givet, bærer en forøget Fattigvæsensbyrde, kun i en særegen Form. Systemet viser sig saaledes ogsaa fra denne Side som det, der kun medfører en vilkaarlig Forandring i Fordelingen af Fattigforsørgelsesbyrden; men i selve Tingens Væsen er man derved ikke rykket det Maal, at formindske Pauperismen, et Skridt nærmere, man har ikke paaviist et eneste nyt Middel til virkeligt selvstændigt Udkomme for Huusmandsklassen, og istedetfor at hæve dennes Mod og Tillid til at hjælpe sig selv, har man kun i Lov udtalt deres Umyndighed til at contrahere med Grundeierne.
Paa Grund af den under den nuværende Lovgivning, navnlig med Hensyn til Udtryksmaaden i Forordningen af 29de April 1752 § 3, bestaaende Tvivl angaaende hvorvidt Huusmandsfolk henhøre under Huusbondens Huustugtsret, ansees det fornødent i en ny Lov angaaende Huusmandsvæsenet derom at indtage en Bestemmelse; og forsaavidt en almindelig Regel maatte gives, kunde Commissionen ikke betænke sig paa at foreslaae Huustugten erklæret uanvendelig paa Huusmanden eller hans Hustru.
Den Tvivl og de Vanskeligheder, som efter den gjældende Lovgivning, og navnlig paa Grund af Bestemmelsen i Lovens 3—14—1, finde Sted med Hensyn til Grundeierens Adgang til uden Lovmaal og Dom at fjerne en Huusmand fra Pladsen, formenes det at maatte være den ny Lovs Sag at hæve. Ingen bør kunne tiltrodse sig en Besiddelse og Brug af fremmed Eiendom, hvortil han aldeles ingen Hjemmel har, eller Besiddelsen og Brugen udover den Tid, til hvilken han selv contractmæssigen har forbundet sig til at flytte. Samme Adgang formenes der ogsaa at burde tillægges Grundeieren til uden Proces og Vidtløftighed at kunne fjerne en Inderst, som sidder tilhuse hos Huusmanden uden lovlig Hjemmel. At Udkastelsesforretningers Udførelse i deslige Tilfælde overdrages til Lensmanden, formenes uden nogensomhelst Ulempe for Retssikkerheden at kunne skee, og Omkostningerne blive derved formindskede. Overeensstemmende hermed har Commissionen foreslaaet Bestemmelser indtagne i Loven.
Da Huusmanden efter Tingens Natur og Lovgivningens Analogier ikke vilkaarligen kan overdrage sin Plads til nogen Anden, ansees det ogsaa hensigtsmæssigt, for at forekomme Forviklinger og Tvist, i Loven at indtage en Bestemmelse om, at der i Huusmandens Besiddelsesret ikke kan tages Udlæg for Gjeld.
Den gjældende Lovgivning indeholder ingen udtrykkelige Bestemmelser angaaaende Leilændingens Raadighed med Hensyn til Huusmænds Antagelse, samt Huusmandspladses Oprettelse eller Nedlæggelse. Til Betryggelse for alle Vedkommende, navn-
