fordi han inddrager en under hans Gaard beliggende Plads.
Idet Commissionens Minoritet, Sorenskriver Motzfeldt og Gaardbruger Lysgaard, erklærer sig uenig i den forslaaede Bestemmelse, hvorved Fattigcommissionerne skulde bemyndiges til at iligne dem, der ved at foreskrive sine Huusmænd altfor strenge Betingelser udsætte Fattigvæsenet for forøgede Byrder, forhøiet Fattigforsørgelsesbidrag, tillader den sig at bemærke Følgende.
Er man først enig om at det ikke gaaer an ved Lov ligefrem at foreskrive de Betingelser, hvorpaa Huusmænd skulle antages, formenes det at være en klar Inconseqvence, at man søger ved indirecte Tvang at fremtvinge andre Betingelser, end dem, hvorom Parterne selv ville forene sig. Contractsfriheden bliver ad den indirecte Vei paa samme Maade indskrænket, som ad den directe. Der er heri kun den Forskjel, at Indskrænkningen ad den directe Vei maa knyttes til bestemte Puncter, medens den indirecte Indskrænkning bliver af en almindlig og aldeles ubestemt Beskaffenhed, da Vedkommende aldrig kunne vide, hvilke Vilkaar Fattigcommissionen vil finde for godt at erklære altfor strenge. Faren for Grundeiernes Misfornøielse og den deraf følgende Inddragelse af Huusmandspladse bliver altsaa formeentlig saameget større ved den indirecte, end ved den directe Indskrænkning i Contractsfriheden. Det sidste turde ogsaa forsaavidt med Føie paastaaes at ville blive Tilfældet, som Afgjørelsen af, hvorvidt Huusbonden er billig imod sine Huusmænd, overlades til Fattigcommissionens vilkaarlige Skjøn, og det er en gammel Sætning, at man hellere finder sig i den Vilkaarlighed, Lovens egne Forskrifter medføre, end i den Vilkaarlighed, Loven overdrager Ens Lige i det enkelte Tilfælde at gjøre gjældende.
Det er fremdeles, saavidt Minoriteten skjønner, ikke blot en i vor senere Lovgivning aldeles ukjendt Forholdsregel, men ogsaa en særdeles farlig Vei, hvorpaa det omhandlede Forslag vilde føre Lovgiveren ind. Det tilhørte en forgangen Tid, at overdrage til den geistlige Censur og Straf at revse som det hedder i Kong Christian den Femtes Lov 2—9—8 “ubillig Fordeel i Kjøb og Salg, ulovlig Aager og Gjerrighed“, og Samfundets fremskridende Udvikling har af sig selv tilintetgjort hiin Censur; men nu, i det nittende Aarhundrede, skulde Fattigcommissionerne overdrages en ligeartet vilkaarlig Censur? Al Skatteligning medfører i sit Væsen Vilkaarlighed nok, og en legal Udvidelse af vilkaarlige Hensyn som Grundlag for Ligningen vilde kun endnu yderligere forøge det i Ligningen liggende rige Tønder til Misnøie og gjensidigt Had imellem Medborgere.
Conseqvencen maatte derhos aabenbart lede til en lignende Censur og forhøiet Skattepaalægning ikke blot paa den Grundeier, som viste en saakaldet Ubillighed ved at udsige sine Huusmænd af deres Pladse, men ogsaa i Anledning af saakaldet Ubillighed og Strenghed imod Ræsten, der gik i andre Retninger, men maatte erkjendes at medføre samme Følger, nemlig Fattigdommens og Fattigforsørgelsesbyrdens Forøgelse, som t. Ex. Aagring og deslige. I Mangel af Grundsætningens Udvidelse vilde Huusbonden, der undergik Censur for Behandlingen af sin Huusmand, med største Føie kunne beklage sig over, at hans Naboe, som udsugede Ræsten langt mere, ei ligesaaavel som han derfor paalagdes forhøiet Fattigforsørgelsesbidrag. Men hvilken Forstyrrelse i den borgerlige Samhandel et saadant almindeligt Systems Indførelse paa den anden Side vilde medføre, hvilket utaaleligt Despotie Loven paa saadan Maade vilde hjemle Fattigcommissionerne at udøve, dette tiltrænger formeentlig ingen Udvikling. Grundeierne vilde imidlertid upaatvivlelig søge at undgaae at underkaste sig Fattigcommissionernes Censur, og den foreslaaede Bestemmelse vil, efter al psychologisk Beregning, lede til at Grundeierne undlade at fæste Huusmænd, naar de paa nogen Maade kunne undvære dem.
Den foreslaaede Bestemmelses Følge maatte i alle Fald blive den, at den forsigtige Huusbond, før han afsluttede nogen Huusmandscontract, forespurgte sig hos Fattigcommissionen angaaende hvorvidt Contracten vilde blive anseet som altfor streng. Fattigcommissionen fik altsaa i sin Magt det, som Lovgiveren selv ikke fandt det tjenligt at foreskrive; og det troer man for Alvor, at Grundeierne i Tidens Længde vilde underkaste sig? Og hvilken Maalestok skulde her kunne lægges til Grund? Hvad er det, som under en almindelig Contractsfrihed bestemmer hvad der er billigt eller ubilligt, uden selve Concurrencen, og ere ikke de enkelte Factorer, af hvis Sammenstilling en Vares eller et Arbeides Gjennemsnitspriis udbringes, virkelige frie Overeenskomster, saa giver jo hiin Sammenstilling selv kun et falskt og skuffende Resultat.
Og hvad hjælper det, til Forsvar for den foreslaaede Bestemmelse, at fremhæve som dennes væsentlige Øiemed, at den gaaer ud paa at paalægge Huusbonden at erstatte Fattigforsørgelsen den Deel
