paa det Betænkelige og uretfærdige i at benytte sig af Arbeidernes fri Concurrence om Boliger til en Forværrelse af deres Kaar.
Hvis Bestemmelsen antages i den af Commissionens Pluralitet foreslaaede Form, bliver den kun anvendelig, naar det af Huusmanden givne Vederlag staaer i et Misforhold til de ham tilstaaede Rettigheder, der udsætter Fattigvæsenet for deelviis at maatte overtage hans Forsørgelse. Den bliver altsaa ikke anvendelig, naar de Huusmanden indrømmede Fordele ere ringe, men hans Forpligtelser ligeledes ere ubetydelige, altsaa f. Ex. naar Huusmandens Plads vel er liden eller slet, eller der er nægtet ham Ret til Havnegang og Brændsel af Huusbonden, eller han har maattet give Slip paa den i Lovudkastet omhandlede Fridag eller andre Rettigheder, som enten sædvanlig tilstaaes ham, eller som Lovgivningen forudsætter at tilkomme ham, naar han kun paa Grund heraf nyder passende Nedsættelse i sin Afgift. Lovbudet bliver altsaa heller ikke anvendeligt, fordi en Jordeier indtager jordløse Huusmænd, hvis han kun ikke betynger dem med ubillig Afgift eller andre overdrevne Byrder, heller ikke, hvis han fordriver en Huusmand, der gjør sig skyldig i en Handling, som efter Lovudkastet eller den mellem dem oprettede Contracts Bestemmelser drager Fæstets Fortabelse til Følge, selv om saadant i det concrete Tilfælde kan synes haardt. Endnu mindre rammer Loven den Huusbond, som istedetfor at bortleie en ledig Plads, nedlægger den. Det kan saaledes vistnok bemærkes, at Pluralitetens Forslag langtfra strækker til at afhjælpe alle Onder ved Huusmandsforholdet, og spørges, hvorfor den ikke er gaaet videre i den Retning, hvorpaa den her er slaaet ind. Commissionens Pluralitet erkjender vistnok, at Grundeierne kunne benytte sig af sine Rettigheder paa mange Maader, der ere ligesaa fordærvelige for den arbeidende Klasses Velvære og ligesaa betyngende for det offentlige Fattigvæsen, som den i Lovudkastets omhandlede Paragraph nævnte Maade, og at det kunde være ønskeligt nok at forebygge Misbrug i saa Henseende. Den vover dog ikke til Opnaaelse af denne Hensigt at foreslaae nogen yderligere Udvidelse af Fattigcommissionens Myndighed til at iligne extraordinært Bidrag til Fattigvæsenet. Der er nemlig en gjennemgribende Forskjel paa de i den af Pluraliteten foreslaaede Bestemmelse omhandlede Tilfælde og de udenfor samme liggende. I hine bestaaer nemlig det, som lægges Huusbonden tillast, deri, at han Fattigvæsenet til Skade betinger sig Mere end han giver. Dertil bør man ikke lettelig indrømme en Mand Ret, hvis det er muligt at hindre det. I alle andre Tilfælde bestaaer det for Fattigvæsenet Farlige deri, at en Eier enten ganske nægter at fortsætte eller indlade sig i et for Samfundet gavnligt Contractsforhold, eller kun vil indlade sig i samme i en mindre Udstrækning, end det maaskee for Samfundet kan være ønskeligt, og denne Frihed bør man lade ubeskaaret. Dette er heller intet Brud paa Conseqvensen, thi der kan være fuld Føie til at overlade en Mand fuldkommen fri Raadighed til at bestemme, hvorhvidt han enten ganske vil undlade at indtræde i et vist Retsforhold, eller til at afgjøre, i hvilken Udstrækning han vil indlade sig deri, medens man dog, forsaavidt han indtræder i samme, hindrer ham fra at gjøre sig directe Fordele paa Andres Bekostning. Det flyder derfor ikke af den logiske Sammenhængs Love, at man skal hindre en Huusbond i frit at bestemme, hvorvidt han vil bortleie en Plads, eller hvor stor den Plads, han beslutter at bortleie, skal være, fordi man indrømmer Fattigcommissionen Ret til, forsaavidt han bortsætter Pladsen mod et uforholdsmæssigt Vederlag, at paalægge ham at erstatte Fattigvæsenet de Udgifter, han herved forvolder det. Ved Gjennemgaaelsen af de vigtigste Tilfælde, som ikke gaae ind under den af Commissionens Pluralitet foreslaaede Paragraph, vil det ogsaa vise sig, deels at det i og for sig vilde være mindre retfærdigt at udvide den dersteds opstillede Bestemmelse til samme, deels at dette vilde være forbundet med overveiende practiske Vanskeligheder. Angaaaende Uhensigtsmæssigheden af at foreskrive Grundeieren Størrelsen af de Pladse, han kan bortleie, er tilforn talt. Heller ikke kan det være tilraadeligt paa den omhandlede indirecte Maade at søge at forebygge Misbrug af Huusbondens legale Ret til at fjerne sin Huusmand. Thi medens Spørgsmaalet, om der existerer Misforhold mellem Huusmandens Rettigheder og Forpligtelser, samt om hans Armod er foraarsaget derved, efter Pluralitetens Mening uden Vanskelighed maa kunne bedømmes af Fattigcommissionen, antager den, at Spørgsmaalet, om der har været Grund for Huusbonden til at fjerne sin Huusmand, i den Grad maa bero paa Omstændigheder, som ikke rettelig kunne opfattes uden af dem, der daglig ere Vidner til deres Samvær, at man ikke kan overlade Fattigcommissionen Myndighed til at afgjøre det. Endnu mindre bør der blive Spørgsmaal om en saa voldsom Indskrænkning af Eiendomsretten, som det vilde være at paaføre en Eier forøgede Byrder,
