bud medfører, vilde inddrage deres Huusmandspladse. Denne Frygt deler imidlertid ikke Commissionens Pluralitet. Saavidt vides er nemlig ikke en saadan Følge indtraadt paa de enkelte Steder f. Ex. Ringsaker, hvor Fattigcommisstonen af egen Magtfuldkommenhed allerede nu har optaget den heromhandlede Regel iblandt sine reglementariske Bestemmelser og bragt den i Anvendelse. Desuden antager Commissionens Pluralitet, at den Driftsherre, som lægger an paa at drive sit Landbrug eller øvrige øconomiske Bedrift paa Landet paa den meest rationelle og indbringende Maade, ogsaa i Fremtiden i de fleste Egne vil finde sig bedst tjent ved at holde Huusmænd istedetfor at skaffe sig den fornødne Arbeidsstyrke paa anden Maade. Dette maatte nemlig skee ved at fæste flere Tjenere eller ved at leie Daglønnere. Men Folk af Arbeidsclassen vise allerede nu ikke synderlig Begjærlighed efter at erholde fast Tjeneste eller megen Ængstelighed for at forlade en saadan Stilling. Det er tvertimod en meget hyppig Klage, at den Tjener, af hvem der kræves saa vedholdende og anstrængt Arbeide, som en voxen Person baade kan præstere og som det af Hensyn til Productionens Forøgelse i det Hele er ønskeligt, at der maa affordres ham, forlader sin driftige Huusbond og søger Tjeneste hos en Anden, der lader Alt gaae i den gamle Slendrian, og denne Ulempe vil neppe blive mindre følt, hvis Efterspørgselen efter Tjenestefolk paa Grund af Huusmandspladsernes Inddragning skulde blive endnu større. Og hvad angaaer Tænkeligheden af, at Daglønnere skulde kunne træde i Huusmændenes Sted, da er det vel neppe troligt, at nogen betydelig Deel af til fremmed Arbeidshjælp trængende Jordbrugere i et Land som vort, hvor den vigtigste Deel af Markarbeidet træffer ind i Løbet af et Par Maaneder, skulde falde paa i den Grad at give sin Næringsvei i Tilfældighedens Vold, som det vilde være at stole paa at erholde den tilstrækkelige Arbeidsstyrke i Aannetiderne ved at leie Daglønnere. Derfor erklære allerede nu mange af de Landmænd, som lægge meest Vind paa at forbedre deres Jordbrug, at Huusmænd, som behandles vel, og staae i tilbørligt Afhængighedsforhold af deres Huusbønder, og for hvem det derfor er en Velfærdssag at berøves deres Stilling, ere, om end de kostbareste, saa dog tillige de paalideligste og meest medgjørlige Arbeidere. Det er paa Styrken af denne Betragtning, som Huusmandsstandens fremtidige Existence beroer; den vinder imidlertid aabenbar i Vægt ved det af Commissionen foreslaaede Lovudkast, forsaavidt som dette giver Huusbonden meget lettere Adgang, end han hidtil har havt, til at fjerne den Huusmand, med hvem han af en eller anden Grund er misfornøiet, og svækkes ingenlunde ved den af Commissionens Pluralitet foreslaade Myndigheds Overdragelse til Fattigcommissionen; thi den Huusbond, som lægger an paa ved god Behandling af sine Huusmænd at skaffe sig dygtige, flittige og redelige Arbeidere, har Intet at frygte af en saadan Myndigheds Udøvelse.
At et Lovbud, der overdrager Fattigcommissionen en Myndighed som den omhandlede, skulde indeholde en Erkjendelse af Huusmandsclassens Uformuenhed til at beskytte lig selv og derfor skulde have en farlig Indflydelse paa denne Classes Selvstændighedsfølelse, kan heller ikke Commissionens Pluralitet indrømme. Det er nemlig ikke Huusmændene, men Fattigvæsenet, Lovbudet vil beskytte, og selv om det maatte opfattes anderledes, saa indsees det ikke, at det kunde have nogen skadelig Indflydelse paa Huusmandsclassens moralske Kraft, at man aabent erkjender, hvad der er vitterligt nok, nemlig at Huusmændene i enkelte og det ikke saa ganske sjeldne Tilfælde ere udsatte for Overgreb fra Huusbondens Side, Noget der desuden efter Tingenes egen Natur altid maa finde Sted. Den særlige moralske Indflydelse, som den positive Lovgivning i denne Henseende øver, ligger egentlig i Fattiglovgivningens Bestemmelser om at arbeidsdygtige Folk, og altsaa ogsaa Huusmænd, i Trangstilfælde tilkomme offentlig Understøttelse; dette Lovbud er man imidlertid vel tiltrods for de betænkelige Følger, det uomtvivsteligen kan have, nødt til at lade staae.
Commissionens Pluralitet antager ikke, at et Lovbud, som det her omhandlede hyppigen vil blive bragt i Anvendelse. Men det kan vel neppe slaae feil, at det desuagtet vil have sin store Nytte, da Kundskaben om, at den ved samme Fattigcommissionen indrømmede Myndighed kan bringes i Udøvelse mod ham, vil afholde den Enkelte, som maatte være tilbøielig til paa egennyttig Maade at benytte sig af en Huusmandsfamilies øieblikkelige Forlegenhed for at faae Plads, fra at skaffe sig Fordele paa denne Families eller Fattigvæsenets Bekostning. Lovbudet vil virke hæmmende paa den gradvise Forhøielse af Afgiften for Huusmandspladse, som i senere Tid har fundet Sted, og overhovedet holde saavel Fattigcommissionens som samtlige Gaardbrugeres Opmærksomhed stadigen henvendt
