Tilstrækkelige til en Families Underholdning, saa maa han enten betle eller ty til det offentlige Fattigvæsen, der, hvis det godtgjøres, at han virkelig befinder sig i en saa trængende Stilling, maaskee engang ikke har legal Adgang til at nægte ham Understøttelse, og ialfald ikke uden de betænkeligste Følger kan antage det Princip at unddrage saadanne Personer sin Bistand. Ved alle Overeenskomster mellem Arbeidere og Driftsherrer, Huusmænd og Huusbønder som saadanne, er saaledes det offentlige Fattigvæsen, om ikke i Formen, saa dog i Virkeligheden Part; en af Contractsfrihedens væsentligste Forudsætninger er ikke tilstæde i dette Forhold, og det er derfor i Principet fuldkommen retfærdigt at give det offentlige Fattigvæsen nogen Adgang til at influere paa deslige Overeenskomster. Det maa, forekommer det Commissionens Pluralitet, tilstaaes, at det en Huusbond i saadanne Tilfælde paalignede extraordinære Bidrag kun er simpel Refusion for Udgifter, for hvilke han uretteligen har unddraget sig, og som ikke burde komme Fattigvæsenet tillast. Det er vistnok anført, at en Bestemmelse som den foreslaaede vanskelig kan blive iværksat overeensstemmende med sin Hensigt, da den Myndighed, som den nedlægger hos Fattigcommissionen, er altfor vilkaarlig, og da det er umuligt at finde nogen Maalestok for den Ubillighed, som særskilt skal beskattes. Dette kan imidlertid Commissionens Pluralitet ikke erkjende. Det kommer nemlig, saaledes som den har tænkt sig Bestemmelsen affattet, ikke blot eller engang hovedsagelig an paa, om der i det givne Tilfælde falder Huusbonden nogen Ubillighed tillast; kan Huusmanden under sædvanlige Omstændigheder, — hvis han altsaa er en sund og arbeidssom Mand, hvis han ikke har en mere end almindeligt talrig Familie, hvis ikke særegne Ulykker overgaae ham, — ernære sig og Familie uden at han falder Fattigvæsenet tilbyrde, og uden at det er overveiende Sandsynlighed for, at saadant vil indtræffe, saalænge han er arbeidsdygtig, saa indeholdes der, selv om Huusbonden maatte have foreskrevet ham haarde Vilkaar, i den foreslaaede Bestemmelse ingen Hjemmel til at paalægge Huusbonden extraordinær Afgift. Heller ikke findes saadan Hjemmel, hvis en Huusmand vel har maattet paakræve Fattigvæsenets Bistand, men dette ikke er foraarsaget ved haard Behandling fra Huusbondens Side, men ved tilstødende Uheld eller derved, at Huusmanden har en usædvanlig talrig Familie at forsørge, eller ved slet Huusholdning. Loven vil kun blive anvendelig under følgende Betingelser, nemlig naar Huusmanden har henvendt sig til Fattigvæsenet for at erholde Understøttelse og har erholdt saadan, eller han ikke har paakaldt den offentlige, men den private Goddædighed gjennem Betlerie, eller der er øiensynlig Fare for, at han snart maa gribe til en af Delene, men kun hidtil har undladt det, fordi han f. Ex. har erholdt Laan til sin øieblikkelige Trangs Afhjælpelse, samt dernæst at Huusmandens Trang er foraarsaget derved, at Huusbonden har paabundet ham altfor strenge Forpligtelser i Forhold til de ham indrømmede Rettigheder. At Afgjørelsen af Spørgsmaalet om disse Betingelser kunne siges at være tilstede, skulde være forbundet med større eller engang med saa stor Vilkaarlighed, som finder Sted i mange andre Tilfælde, hvor man er nødt til at ty til Skjøn af en eller anden Autoritet, kan man vel neppe sige, og navnlig maa det paapeges, at det ei kan falde vanskeligt at bedømme, om Huusmandens Forpligtelser ere for byrdefulde i Forhold til hans Rettigheder, naar begge ere fastsatte ved en almindelig bekjendt Contract, — hvilket vel som oftest vil indtræffe hvis nærværende Lovudkast antages, — og aldenstund Huusmandscontracterne baade ere saa eensartede, som de almindelig pleie at være i samme Egn, og saa talrige, at man ei mangler Anledning til gjennem Sammenligning at udfinde, hvad sædvanlig ansees som passende Vederlag i dette Forhold, en Maalestok, som neppe lettelig vil blive fravegen. Det indeholder nemlig upaatvivlelig en Garanti for, at Myndigheden til at iligne en extraordinær Forhøielse af Fattigskatten, som den omhandlede, ikke vil blive brugt uden i Tilfælde, hvor Misforholdet mellem Huusmandens Rettigheder og Forpligtelser er særdeles skrigende, at den efter Forslaget henlægges til en Autoritet, som Fattigcommissionen, der i Regelen bestaaer af Gaardbrugere, og som, hvis den forudsættes bevidst eller ubevidst at ledes af eensidige Sympathier, naturligviis snarere maa være tilbøielig til at bringe Lovbudet i Anvendelse med for stor Mildhed end med for stor Strenghed, idet dens Medlemmer, ved i et givet Tilfælde at characterisere en Huusmands Forpligtelser som altfor strenge, afskjære sig selv, sine Venner og Naboer Adgangen til at paabinde deres Huusmænd lignende.
Det er fremdeles indvendt, at et Lovbud som det heromhandlede, sandsynligviis vil medføre Huusmandsclassens Undergang, idet det maa antages, at Gaardbrugerne, for at unddrage sig den Control fra Fattigvæsenets Side, som et saadant Lov-
