dene. Det er bekjendt nok og behøver ikke her at udvikles, hvilken overordentlig skadelig Indflydelse en saadan Udvikling af Forholdene maatte øve paa den hele Arbeiberstand, som i saa Fald snart ganske vilde tabe den Overbeviisning, at det væsentligen er en Mands eget Erhverv, der skal befri ham for Mangel og Nød, en Overbeviisning, som ingen Samfundsclasse kan give Slip paa uden at tabe baade i moralsk og øconomisk Kraft, men som dog Ingen mindre kan undvære end netop Arbeidsstanden, der baade nærmest er udsat for at lide Mangel, og hvem det paa Grund af dens Talrighed er vanskeligt at holde oppe. Det er ligeledes klart nok, hvilken betænkelig Forøgelse af Fattigbyrderne eller Betleriet det vilde lede til, om Huusmandsclassens Kaar forværredes paa den omhandlede Maade. Om end Commissionen efter de den ihændekomne Oplysninger ikke tør sige, at der i det Hele taget er umiddelbar Fare for et Onde som det ovenfor udviklede, saa maa den dog gjøre opmærksom paa, deels at der fra de fleste Steder ankes over, at enkelte Huusmænd undertrykkes, deels at Beskrivelsen over Tilstanden i mange Districter ikke tillader, at man forestiller sig en saadan Fare som liggende udenfor Mulighedens Grændser. Commissionens Pluralitet maatte derfor befrygte, at det vilde blive den bebreidet, at den ikke havde løst sin Opgave endog blot nogenlunde tilfredsstillende, hvis den ikke enten vidste at bringe i Forslag Forebyggelsesmidler mod dette Onde, eller kunde godtgjøre Umuligheden af at udfinde saadanne. Commissionen har ogsaa som Følge heraf efter Evne omhyggeligen overveiet, hvorvidt det skulde være muligt ved Lov at opstille nogen Hindring mod et saadant Misbrug af Contractsfriheden uden at træde andre Billigheds og Retfærdigheds Hensyn for nær. Den har allerede forhen forklaret, at den ikke har kunnet overbevise sig om Hensigtsmæssigheden af diricte Indgreb i Contractsfriheden til dette Øiemeds Opnaaelse. Heller ikke seer den sig istand til at paapege nogen Udvei, hvorved man gjennem indirecte Paavirkning fuldkommen skulde kunne hindre det omhandlede Misbrug af Contractsfriheden. Imidlertid har Commissionens Pluralitet dog troet at burde bringe i Forslag en Bestemmelse, som, naar den anvendes paa en rigtig Maade, efter dens Formening uden synderlig Ulempe i anden Retning, i ikke saa ringe Grad vil kunne modvirke dette Misbrug, nemlig at Fattigcommissionen skal have Ret til ved Udligningen af Fattigskatten at ilægge den Huusbonde, som ved at paalægge sin Huusmand usædvanlig strenge Forpligtelser eller ved at gjøre Huusmandens Forpligtelser gjældende mod ham paa en usædvanlig haard Maade, udsætter Fattigvæsenet for forøgede Byrder, forhøiet Bidrag til Fattigvæsenet.
Commissionens Pluralitet erkjender villigen Vægten af de Grunde, som have hindret dens Minoritet i at tiltræde dette Forslag, men den har dog ikke kunnet finde dens Grunde overveiende.
Det er sandt, at en saadan Bestemmelse som den af Commissionens Pluralitet foreslaaede danner et Slags Indgreb i Contractsfriheden. Det kan vistnok herved bemærkes, at denne Frihed ikke er mere absolut end alle andre, og at det er bekjendt nok, at den i mange Henseender maa taale Modificationer; men det maa dog indrømmes, at Contractsfriheden er et saa væsentligt Princip i den menneskelige Samfunds-Ordning, at den blotte Omstændighed, at en Lov gjør Indgreb i samme i de fleste Tilfælde vækker en Præsumtion mod dens Gavnlighed. Men de tilforn anførte Grunde imod Indgreb i Contractsfriheden kunne ikke gjælde i nærværende Tilfælde. Den indirecte Maade, hvorpaa den foreslaaede Bestemmelse søger at ramme den Uretfærdighed, som skal forebygges, medfører, at Lovens Former ikke lettelig ville stille Hindringer iveien for dens Virksomhed. Og hvad Bestemmelsens materielle Retfærdighed angaaer, saa kan Commissionens Pluralitet, hvis Loven bringes i Anvendelse efter dens Hensigt, ikke ansee den tvivlsom. Det er den Betragtning, at myndige Mænd, der kun have sig selv at stole paa, og sit eget Tarv at tage Hensyn til, i Almindelighed selv bedst forstaae at bedømme, hvad der er dem tjenligt eller ikke, og at deres egen Interesse vil lede dem til ei at indlade sig i Overeenskomster, hvorved de forfordeles, som danner Hovedargumentet for Contractsfrihedens Ukrænkelighed. Denne Betragtning har imidlertid ingen ubetinget Gyldighed, naar Parterne paavirkes af Hensyn, som ikke Tingenes egen naturlige Magt, men Statens kunstige System paatvinger dem, og gjælder aldeles ikke, hvor det Tab, som svarer til en ved Overeenskomsten den ene Part indrømmet uforholdsmæssig Fordeel, i væsentlig Grad gaaer ud, ikke over Medcontrahenten, men over en ved Overeenskomsten urepræsenteret Trediemand. Og dette er netop Tilfældet i de Forhold, for hvilke den af Commisstonens Pluralitet foreslaaede Bestemmelse er skreven. Thi naar en Mand indgaaet en Huusmandscontract, hvorved han paatager sig Forpligtelser, som ei levne ham det
