sig selv og paa sin Plads, samt Ret til i Forfalds- og Alderdoms-Tilfælde at lade sit Pligtarbeide udføre ved Andre, i hvilket sidste Fald det i Lovens 3—21—7 indeholdte Forbud imod at indtage Inderster, til Huusmandens Fordeel foreslaaes modificeret, deels at anordne aarligt Regnskabsopgjør mellem Huusmand og Huusbond inden en vis Tid og under en vis Tvang, at fastsætte saavel de Betingelser, under hvilke Huusmanden fortaber sin contractmæssige Ret til Pladsen, som den legale Opsigelsesfrist imellem Huusbond og Huusmand, samt Fraflyttelsestiden for den Sidste, samt endelig ogsaa hvad der ved Huusmandens Fraflytning skal gjælde saavel ihenseende til Afføring som ihenseende til Godtgjørelse for Forbedringer paa Pladsen, eller, i Tilfælde af at Indfæstningssum er givet, ihenseende til hvor stor en Deel af denne der efter Omstændighederne bør tilbagebetales Huusmanden. Den foreslaaede Bestemmelse om Godtgjørelse for Forbedringer, der efter sit Væsen nærmest vedkommer Rydningsmænd, har man ogsaa troet at Loven burde erklære gjældende uden Forskjel for Enhver, som overtager en Plads til Rydning, om han endog, som den der ikke tillige har paataget sig nogen Arbeidspligt, ikke maatte henhøre blandt egentlige Huusmænd; og ligesaa har Commissionen fundet det hensigtsmæssigt, at der fastsættes en udtrykkelig Regel angaaende hvorledes der skal forholdes med Udredelsen af den nysberørte, Huusmanden tilkommende Godtgjørelse for Forbedringer, forsaavidt Gaarden, hvorunder vedkommende Huusmandsplads hører, bruges af nogen Anden end Eieren selv.
Specielt at fremstille Grundene for de foreslaaede Bestemmelser af sidstberørte declaratoriske Art, anseer Commissionen mindre fornødent. Kun forsaavidt angaaer Bestemmelsen af den legale Opsigelsesfrist skulde Commissionen ikke undlade at bemærke, at det vel, i Huusmandens Interesse og for at han kunde gives betimelig Anledning til at søge sig anden Plads eller Bolig, har været foreslaaet at rykke Opsigelsesfristen endnu længere tilbage i Aaret, end til Michaeli, saaledes som af Commissionen foreslaaet, nemlig endog lige til St. Hansdag; men Commissionen har ingenlunde dristet sig til at foreslaae nogen yderligere Forlængelse af Opsigelsestiden, end som anført. Det er noksom erkjendt, at naar Huusmanden er opsagt, er han i Regelen Huusbonden en langt mindre nyttig Arbeider, end tilforn, og Erfaringen har lært, hvormegen Skade Huusmanden efter Opsigelsen ofte har paaført Huusbonden, deels ved misligt Forhold med Skoven, deels i andre Maader, — Tab og Skade, hvorfor Huusbonden efter Tingens Natur saare vanskelig har kunnet gjøre noget Ansvar gjældende. Yderligere, end foreslaaet, at forlænge Opsigelsesfristen, vilde saaledes formeentlig kun lede til, at Huusbonden i sin Interesse vilde i ethvert Tilfælde paasee den legale Opsigelsesfrist forandret.
Man tør imidlertid ikke dølge for sig selv, at det sikkert ofte vil forekomme, at de foreslaaede declaratoriske Bestemmelser i mange Tilfælde blive fravegne, idet Commissionen heller ikke nægter, at dette hyppig vil kunne være i begge Parters Interesse. Men paa den anden Side maa det indrømmes, at Fravigelsen af de foreslaaede declaratoriske Lovbud ogsaa kan være begrundet alene i den overlegne Stilling, som Huusbonden ifølge Forholdenes egen Magt under Afslutningen af Contracter om Huusmandspladser indtager ligeoverfor den, som søger saadanne tilleie, og at Huusmanden desuden, selv om den foreslaaede Lov ikke ved Contracten bliver fravegen, kan blive i høi Grad forfordeelt, idet nemlig denne Lov ikke opstiller nogen Bestemmelse, sigtende til hans Betryggelse, om hvor store Pladserne skulle være, om Afgiftens og Daglønnens Størrelse, om at Huusmanden bør have Ret til Havnegang, Brændsel o. s. v. paa Huusbondens Eiendom. Skulde dette kun indtræffe i enkelte sjeldnere Tilfælde, saa er det vistnok haardt for vedkommende Huusmand, og er allerede et Onde, som Lovgivningen, forsaavidt det staaer til den, og det kan skee uden at medføre overveiende Ulemper i anden Retning, bør søge at forebygge. Men skulde disse Tilfælde for større Districters Vedkommende blive Regel og ikke Undtagelse, og skulde Ondet stige til den Grad, at Arbeidsfolk af ubetænksom Lyst til at komme i Besiddelse af Huusmandspladse ofte paatage sig Forpligtelser, hvis Opfyldelse ei levner vedkommende Huusmand, uagtet fuldkommen arbeidsfør, Tilstrækkeligt til Livsophold for en ikke mere end almindeligt talrig Familie, saa bliver dette endnu betænkeligere og kan unægtelig medføre farlige Følger, ikke alene for den hele Arbeidsclasse, men ogsaa for Samfundet i Almindelighed og navnlig for dets Repræsentant i disse Forholde, Fattigvæsenet. Det maatte nemlig herved blive mere og mere hyppigt, at arbeidsføre Huusmænd bleve nødsagede til stadigen at søge Hjælp hos Fattigvæsenet, et Exempel der i saa Tilfælde upaatvivlelig vilde blive fulgt af den øvrige Arbeidsflok, der efter Tingenes Natur i Regelen maa besinde sig i en mindre god Stilling end Huusmæn-
