Lovgivning (jfr. Forordningen af 4de December 1795) Regler, lig de anførte, ville ansees gjældende for Thinglæsning af Contracter, afsluttede mellem Grundeiere og Rydningsmænd, hvilke ikke ere at ansee som Huusmænd, saaledes antages de samme Bestemmelser ogsaa udtrykkelig at burde erklæres gjældende for Leie af blotte Huustomter, om end dermed ingen Arbeidspligt er forbunden. I Forbindelse hermed antages ogsaa Lovgivningens Uklarhed (see Forordningen af 29de April 1752 § 4 i Slutningen) ihenseende til Forstaaelsen af Foreninger om Leie af Huustomter at burde hæves, og det overeensstemmende med Sagens Natur formeentlig i den Retning at Huustomten ansees leiet for bestandig saafremt angaaende Leiens Varighed Intet udtrykkelig er bleven stipuleret.
Hvad angaaer Fastsættelsen af selve Vilkaarene eller de gjensidige Pligter og Rettigheder imellem Huusbond og Huusmand, erkjender Commissionen, som tilforn anført, at Lovgivningen ei bør befatte sig med at binde Hænderne paa Contrahenterne, men i denne Henseende bør lade dem fuld Frihed. Forsaavidt navnligen det Samme antages med Hensyn til Foreningen om Forholdets Varighed og Opsigelsesfristen, tilføies her yderligere, at i de Egne af Landet, hvor de større Jordbrug findes, og hvor en mere udvidet og rationel Drift af Jordbrugene er begyndt, ere Livsfæstecontracter med Huusmænd fordetmeste allerede opgivne som uhensigtsmæssige, og selv i de Egne af Landet, hvor Livsfæste i Huusmandscontracter endnu er det Sædvanlige, vilde et Lovbud, der forbød at fravige Livsfæste, upaatvivlelig ved sin Vilkaarlighed vække Uvillie og skade det gode Forhold imellem Huusbond og Huusmand. Commissionens Pluralitet antager endogsaa, at den forberørte Bestemmelse i den gjældende Lovgivning hvorefter Pladse til Rydning i Udmarken ikke kunne fæstes uden paa Huusmandens og Kones Levetid, bør ophæves. Bortseet fra den i mange Tilfælde stedfindende Vanskelighed deels ved at skjelne mellem Indmark og Udmark, til hvilken Forskjel ellers Bestemmelsens Anvendelse slutter sig deels ved at afgjøre hvor stor en Deel af Pladsen der maa være uopryddet for at Pladsen skal blive at behandle som Rydningsplads, formenes det naturligst og hensigtsmæssigst at overlade til den, der ønsker at erholde en Rydningsplads fæstet, selv at afgjøre, hvorvidt og paa hvilke Betingelser han finder sig tjent med at modtage Pladsen paa Aaremaal, istedetfor ved en vilkaarlig Bestemmelse, saaledes som i den gjældende Lovgivning maaskee at spærre ham aldeles Adgangen til at erholde nogen Rydningsplads fæstet. Commissionens Pluralitet vil saaledes forestaae det i Forordningen af 29de April 1752 § 4 indeholdte Lovbud ophævet. Aldenstund det imidlertid maa erkjendes for at være det Naturlige, at naar en Plads overlades til Rydning, den overlades for et længere Tidsrum, og forsaavidt der ved Ophævelsen af hiint Lovbud vilde, i Mangel af speciel Overeenskomst, savnes nogen legal Regel for Varigheden af den Rydningsmands Besiddelsesret, der ikke har paataget sig nogen Arbeidspligt, har Commissionen med Hensyn til at det alene er Arbeidspligten, som begrunder det nærmere Forhold til Huusbonden og dennes deraf flydende Interesse af let Adgang til at skille sig ved Huusmanden, ikke taget i Betænkning at foreslaae det bestemt ved Lov, at i Mangel af anden udtrykkelig Overeenskomst skal den ikke arbeidspligtige Rydningsmand ansees at have erholdt Fæste for sin og Hustrus Levetid.
Commissionens Minoritet, bestaaende af Pastor Bessesen og Gaardbruger Valstad, antager derimod, at der er overveiende Grund til i sin Heelhed at bibeholde den i Faveur af Huusmændene i den nuværende Lovgivning opstillede Grundsætning og henviser i denne Henseende til vedlagte dissenterende Votum.
Uagtet Commissionen som anført antager, at Contractsfriheden ihenseende til Huusmandscontracter ikke bør indskrænkes, har den dog troet det hensigtsmæssigt, at Loven opstiller visse Vilkaar, der skulle være gjældende i Forholdet mellem Huusbond og Huusmand for det Tilfælde, at disse ikke udtrykkelig og skriftligen forenes om noget Modsat. Foruden at det i sig selv er en billig Fordring til Loven, at denne under Contrahenternes Taushed dicteret de saakaldte naturlige Vilkaar i Forholdet, og at Contrahenterne følgelig i visse Punkter trygt kunne henholde sig til Loven, saaledes troer Commissionen heller ikke at skuffe sig selv i det Haab, at Lovgiveren, ved selv at opgive visse Vilkaar som naturlige og de i sig selv billigste i et vist Forhold, allerede herved vil udøve en væsentlig Indflydelse herpaa og bevirke, at det i Regelen ordnes efter disse Vilkaar, om det end ikke formenes Contrahenterne gyldigen at afvige derfra.
Som deslige declaratoriske Lovbud har Commissionen troet at burde foreslaae forskjellige Bestemmelser, som gaae ud paa deels at sikre Huusmanden stadigen saamegen Frihed for Arbeidspligten til Huusbonden, at han kan faae Noget arbeidet for
