Bearbeidelse af en enkelt Deel af Lovgivningen til at foretages i Forbindelse med mere omfattende Lovrevisioner, er en Grundsætning, der formeentlig altfor ofte vilde standse nødvendige Lovforbedringer; og forsaavidt Lovgivningen om Huusmænd maa erkjendes i visse Henseender at staae i en saadan organisk Forbindelse med andre Dele af Lovgivningen, navnligen til Exempel angaaende Arbeidsclassen i Landdistricterne i Almindelighed, at det var umuligt at samle og modificere Huusmandslovgivningen uden tillige at modificere de berørte andre Dele af Lovgivningen, har Commissionen ikke undladt tillige at bringe i Forslag de formeentlig fornødne Forandringer heri.
Den Ubestemthed, Navnet og Begrebet Huusmand hidtil i Lovgivningen som i daglig Tale har været underkastet, og hvoraf oftere Vanskeligheder opstaae, har Commissionen antaget at burde afhjælpes ved den nye Lov. Hvad der i denne Henseende burde ansees for det Væsentlige i Huusmandens Begreb, er vistnok tvivlsomt; men Commissionen formener, at man ikke kan vinde nogen Bestemthed i Begrebet, uden ved at holde sig til Arbeidspligten som det Væsentlige ved Huusmanden. Det er igjennem Huusmandens Arbeidspligt til Grundeieren, Huusmandsforholdet har sin egentlige Betydning; og at den conventionelle Sprogbrug ogsaa tillægger den, som leier en Plads uden Arbeidspligt, Navn af Huusmand, bør formeentlig ikke være iveien for at give det juridiske Begreb af Huusmand den Indskrænkning, der ene sikret Begrebet den fornødne Holdning.
Commissionen kan ikke andet end bifalde den gjældende Lovgivnings Grundsætning at befordre Huusmandscontracters Oprettelse i skriftlig Form. Derimod kan Commissionen ingenlunde billige det Middel, hvorved Lovgiveren i Forordningen af 29de Juni 1792 har søgt at fremtvinge Huusmandscontracternes Skriftlighed. At Grundeieren for Undladelsen af skriftlig Contracts Meddelelse skal ansees at have leiet Huusmanden den Plads, hvorpaa denne i nok saa kort Tid har siddet, for Mands og Kones Levetid, er aabenbar en altfor haard Straf for hvad der hyppig kun er Følge af Uvidenhed om Loven, Mangel paa Eftertanke eller endog slethen altfor god Troe til Næsten. Den anførte Lovbestemmelse kan, naar den kommer til Anvendelse, ikke Andet end fremkalde og nære Mistroe og Had mellem Jorddrotter og Huusmænd; og forsaavidt den i Virkeligheden ikke sjelden benyttes af den slue Huusmand til at besnære den godtroende Jorddrot, blive herved, formeentlig uden nogen af selve Sagen paakaldt Nødvendighed, Lovgivningens Bestemmelser nedværdigede til den laveste Egennyttes og Underfundigheds Redskaber. Commissionen har derfor troet, at man burde indskrænke den for Jorddrotten af den skriftlige Forms Undladelse flydende Følge til hvad der formeentlig endda maatte indeholde tilstrækkeligt Motiv for ham til at oprette Contracten skriftlig, at nemlig Huusmanden, der havde siddet paa Pladsen i fire Maaneder uden skriftlig Contract, derved vandt Ret til at beholde Pladsen i eet Aar udover den Tid, han ellers havde maattet vige efter Opsigelse. Naar herhos, som siden nærmere skal omtales, Contractens Skriftlighed betinger Gyldigheden af enhver Forening om Vilkaar, som staae i Strid med hvad Lovgivningen bestemmer at skulle gjælde for det Tilfælde, at ingen modsat Forening er truffen, formenes al fornøden Opfordring fra Lovgivningens Side at være givet Huusbond og Huusmand til at oprette deres indbyrdes Contract i skriftlig Form. I de Tilfælde hvori Varigheden af Huusmandens Besiddelsesret ikke er gjort afhængig af Opsigelse, vil desuden den da indtrædende Nødvendighed af Contractens Thinglæsning formeentlig i og for sig være tilstrækkelig til at bevirke dens Skriftlighed.
Commissionen antager nemlig at forsaavidt Contracten ei simpelthen lyder paa Huusmandens Fravigelse efter Opsigelse, bør Contracten ei alene oprettes i skriflig Form, men ogsaa thinglæses. Ligesom nemlig den Tvivl, den gjældende Lovgivning efterlader ihenseende til Huusmandens Ret til Pladsens Besiddelse i Tilfælde af Strid med Andres over Eiendommen erhvervede reelle Rettigheder, antages at burde hæves ved en ny Lov, saaledes formenes Spørgsmaalet ogsaa at burde til Eiendomsforholdenes Betryggelse afgjøres overeensstemmende med vort Thinglæsningsvæsens almindelige Grundsætninger. Det er vistnok Huusmanden, Thinglæsningens Forsømmelse i Tilfælde af nysberørte Strid vil komme til at gaae ud over; men den Fare, Huusmanden herved skulde kunne staae med Hensyn til Berøvelsen af sin Ret, er sikkerlig temmelig fjern, aldenstund den nye Lov tydeligen opfordrer ham til at iagttage Thinglysningen, og Betalingen for denne, ligesom for Contractens Forfattelse, fastsættes saa billig, at Betalingen ikke lægger ham nogen Hindring iveien for at sikre sig sin Ret. Commissionen troer, at dette vil opnaaes ved de nedenfor desangaaende foreslaaede Bestemmelser. Ligesom formeentlig allerede ifølge den bestaaende
