Side:Angaaende Forandringer i Lovgivningen om Husmænd.djvu/29

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

skadesløse ved Tilskud af det beneficerede Gods’s Midler.

Hvad der allerede for Øieblikket er Tilfældet, at nemlig Huusmænd ere frie for Deeltagelse i Fattig- og Skolevæsenets Byrder, formener Commissionen ogsaa at burde gjøres til almindelig Regel, saaledes at det kun bliver undtagelsesviis og forsaavidt Huusmanden kan skjønnes at være i en bedre Formuesforfatning, han skal kunne ilignes Bidrag til Fattig- eller Skolevæsenet. Den i Anordningen af 2den December 1741 Capitel V § 9 for Christiania Stift indeholdte Forskrift om Huusmænds aarlige Ydelse af 8 ß til Fattigvæsenet vil saaledes bortfalde.

Forsaavidt Huusmændene deeltage (see den trykte Betænkning o. s. v. udarbeidet af den under 13de November 1813 angaaende Geistlighedens Lønning naadigst nedsatte Commission pag. 65—7) i Ydelse af Klokkertolden, der væsentlig maa ansees som en Deel af Skoleskatten, formenes de ogsaa at burde fritages for denne Byrde.

Derimod finder Commissionen, at det vilde være betænkeligt at løse Huusmændene fra enhver Forpligtelse til at yde Noget til Kirken og Præsten. Den Huusmændene, skjønt ei ubetinget (jvnfr Forordningen af 13de August 1734 § 10), paahvilende Afgift til Kirken er og saa ubetydelig, at der ikke skjønnes at være Grund til i Bestemmelserne desangaaende at foretage nogen Forandring. Hvad Offeret angaaer vil det erindres, at for residerende Capellaners Vedkommende (dog Christiansands Stift herfra undtaget) er Offeret lovbestemt, nemlig 12 ß om Aaret af mandlige og 6 ß af qvindelige Individer, medens Offerets Størrelse for Sognepræstens Vedkommende overalt er ulovbestemt, forsaavidt angaaer dem, der ikke høre blandt Gaardbrugerne.

Commissionen formener, at det lovbestemte Capellanoffers Størrelse er passende for Huusmandsfolks Vilkaar, og at der saaledes er Grund til at bestemme Offeret til Sognepræsten til det Samme, idet Huusmanden fritages for Høstarbeidet. Dog formenes Huusmanden i det Aar, han nyder Understøttelse af Fattigvæsenet, at burde fritages for enhver Ydelse til Geistligheden og til Kirken. Forsaavidt det hidtil paa flere Steder derimod har været Regel, at den militære Stilling har fritaget Huusmanden for Offerpligten, formenes dette ikke at have tilstrækkelig Grund for sig og saaledes at burde udtrykkelig ophæves.

Ved at forestaae Lovforskrifter overeensstemmende med det Foranførte har Commissionen tillige bragt i Forslag, saavel en transitorisk Bestemmelse til Forbehold af de ved den nye Lovs Bekjendtgjørelse i Embede eller Bestilling værende Sognepræsters eller Kirkesangeres men som ogsaa en Bestemmelse, der giver de med Hensyn til Huusmænds Afgifter og Byrder foreskrevne Regler Anvendelse til Fordeel for Enhver, som i berørte Henseender i den gjældende Lovgivning er sat ved Siden af Huusmænd.

Huusmandsvæsenet staaer i en faa nær Forbindelse med Ordningen af Næringsfriheden i Landdistricterne i Almindelighed, at Commisisonen ikke kan undgaae, ved at forestaae Lovbestemmelser angaaende Huusmandsvæsenet, tillige at forestaae Lovgivningen om Næringsfriheden i Landdistricterne i et vist Punct modificeret. Det er nemlig som bekjendt foreskrevet som almindelig Regel, at Alle af Bondestanden, Mands- og Qvindspersoner, der ei bruge Gaard eller Huusmandsplads, eller leve af et stadigt Haandværk, skulle tage fast aarlig Tjeneste, naar saadan er at bekomme, og de ikke ved Svaghed ere forhindrede. I Overeensstemmelse hermed er det endog forbuden Gaardmænd af Bondestanden at have flere af sine Børn hjemme hos sig, naar de ere 18 Aar gamle, end de til deres Næringsdrift behøve, og ligeledes Huusmænd af sine sexten Aar gamle Børn at beholde hjemme hos sig flere end i Regelen een Dreng og een Pige, da de øvrige Gaardmænds som Huusmænds Børn skulle imod aarlig Løn antage Tjeneste hos Andre, ihvorvel ikke længere nu, som tidligere var paabuden, udelukkende i Districtet eller Sognet, hvor de hørte hjemme (see Lovens 3—21—4, 5 og 16, Forordningen af 9de August 1754 §§ 1—4, samt endelig Loven af 12te September 1818).

Enhver erkjender vistnok, at disse Baand paa den naturlige Frihed lidet harmonere med de Grundsætninger, der for Tiden mere og mere gjøres gjældende i Lovgivningen. Det synes at maatte være Enhver overladt selv at afgjøre, om han staaer sig bedst paa at tage Arbeide for kortere eller længere Tidsrum; og Loven gjør sig endog forhadt, naar den tvinger Forældre til at sende deres Børn fra sig, uagtet de kunne og ville forsørge dem hjemme. Bestemmelsernes Strid med liberalere Lovgivningsgrundsætninger har ogsaa bevirket, at de sjeldnere og sjeldnere bringes i Anvendelse, og fast aldrig uden i de Tilfælde, hvori et Individ fra andre Sider giver Anledning til at man ønsker det fjernet eller revset.