Gjeld, naar de indgaae Ægteskab og sætte Boe, en Gjeld, som de ofte senere ikke kunne betale. Alle Forslag af denne Art møde imidlertid meget store practiske Vanskeligheder. Hvis Lovgivningen vilde indlade sig paa saadanne Foranstaltninger, maatte den sørge for tilstrækkelig Control, saavel med at de indskudspligtige Huusmænd betalte deres Contributioner og at Huusbønderne indeholdt den befalede Qvotadeel af deres Tjeneres Lønninger, som med at de saaledes for Arbeidsclassen opsparede Summer bleve forvaltede paa en betryggende Maade. Men da denne Samfundsclasse er saa overmaade talrig og de Summer, som paa denne Maade skulde indsamles og bestyres, dog i Forhold til de Interesseredes Antal maatte blive ubetydelige, vilde en saadan Control foranledige et altfor kostbart Regnskabsvæsen og et for Administrationen uoverkommeligt Besvær. At tvinge Huusbønderne til at indeholde en vis Deel af deres Tjeneres Lønninger, vilde kun være iværksætteligt ved at lade den offentlige Myndighed blande sig ind i enhver Mands Huusvæsen paa en Maade, som snart vilde gjøre den hele Foranstaltning til Gjenstand for almindeligt Had. En saadan Tvang vilde desuden virke hæmmende paa den i mange Districter allerede nu beklageligviis ringe Lyst til at tage fast Tjeneste. Vægtige som disse Indvendinger efter Commissionens Minoritets Formening ere, danne de dog ikke den væsentligste Betænkelighed ved at indgaae paa Forslag af den omhandlede Art. Det er ikke paa Forhaand, og forinden man seer et i Detaillen udarbeidet Forslag, let at dømme om, hvorvidt practiske Vanskeligheder, som de ovenfor udviklede, kunne lade sig overvinde. Men det følger af Minoritetens hele Opfatning, at den antager disse Forslag og især det sidstnævnte for at lide af en Feil, som aldrig kan fjernes, nemlig en Feil i selve Principet, hvorpaa de ere byggede. Staten bør formeentlig ikke paatage sig et saadant Formynderskab for den mindre oplyste, men dog som myndig anerkjendte Person. Maa det erkjendes, at en heel Samfundsclasse mangler den fornødne Intelligents til at bestyre Anliggender, der ialfald umiddelbart ere dens egne i saa høi Grad, som Tilfældet er med Raadigheden over hvad den selv erhverver ved sit Arbeide, bør det Offentlige ikke berøve den denne Raadighed enten i det Hele eller for en Deel, men sørge for at bibringe den, hvad den savner, nemlig den fornødne Oplysning, og at vælge den modsatte Vei maa visselig lede til alvorlige Ulemper. Grunden, hvorfor man overlader voxne Mennesker i Almindelighed eller en af saadanne bestaaende Samfundsclasse fri Raadighed over deres personlige og økonomiske Anliggender, ligger ikke alene i Sandsynligheden for, at de i Regelen selv bedst ville besørge dem, men ogsaa i den Betragtning, at det er gjennem den selvstændige Virksomhed, som udfordres hertil, de bedst og hurtigst i enhver Retning ville udvikle deres aandelige Kraft. Naar Arbeideren selv sparer, saa er det Resultat af en Selvfornægtelse og en Omtanke for Fremtiden, som ogsaa i andre Retninger ville bære Frugter baade før ham selv og Samfundet i det Hele. At den uoplyste Arbeider ikke oftere lægger disse Egenskaber for Dagen, er fordi han er sløv for mange af de Paavirkninger, som med saa stor Magt gjør sig gjældende hos den dannede Classe, og saameget desto mere magtpaaliggende er det ikke at svække de Sporer til ved egne Anstrængelser at forbedre sin Stilling, som Arbeideren drives af. Men dette vilde man netop gjøre ved gjennem offentlige Foranstaltninger at tvinge ham til at spare. Først og fremst vilde heraf efter al Sandsynlighed blive Følgen, at den Lyst til selv at spare, som dog i nogen Grad forefindes hos Arbeideren, vilde forsvinde, og dernæst maatte det befrygtes, at den Capital, som det Offentlige besørgede opsparet for de ugifte Arbeidere, uden at deres egen fri Villie deri havde nogen Deel, i Virkeligheden kun lidet vilde komme dem tilgode, idet det er at forudsee, at den lettelig vilde bevirke en forøget Concurrence om Huusmandspladsene, og at der for samme kom til at erlægges Indfæstningssum, eller i Egne, hvor saadan er sædvanlig, at den blev bestemt til et høiere Beløb, end det, hvortil den nu fastsættes. I saa Tilfælde vilde Arbeidernes Kaar ikke engang tilsyneladende være forbedrede, og Udsigten for dem til at komme i en sorgfriere Stilling saameget mindre, som deres Sands for uden ydre Tvang at spare maatte være sløvet. Overhovedet kan der efter Minoritetens Formening ikke noksom lægges Vægt paa den Sætning, at enhver sand og gjennemgribende Forbedring i Arbeidsstandens økonomiske Stilling nærmest maa fremgaae af dens egen paa en høiere moralsk og intellectuel Kraft støttede fri Virksomhed. Først hvad den i Kampen, ikke med de øvrige Samfundsclasser, men med Ukyndigheden og Sløvheden har tilegnet sig, bliver dens sande Eiendom, som ikke senere kan berøves den.
Imidlertid er Commissionens Minoritet ingenlunde blind for, at Samfundets Bestræbelser for at hæve Arbeidsclassen og Huusmandsstanden kunne
