end den Private behøver. At anvende Capital i saadanne Foretagender kunde imidlertid vel lade sig forsvare, hvis den uden saadan Anvendelse vilde blive liggende ufrugtbringende. Men det er ikke Tilfældet; de Midler, hvormed Staten skulde iværksætte det omhandlede Forslag, maa tages fra Skatteyderne, som hvis de havde faaet beholde dem, selv i Regelen vilde anvende dem paa en Maade, som om den end paa Grund af manglende Indsigt ikke bliver saa lønnende, som ønskeligt kunde være, dog i det Hele taget vil afgive sædvanligt Udbytte, i hvilket Tilfælde saavel disse Midler, som den forøgede Capital, man ved deres productive Anvendelse skaber, mere eller mindre umiddelbart komme Arbeiderne tilgode. Bemægtiger Staten sig derimod gjennem Skattepaalæg disse Midler for at concurrere med Privatmænd om Opdyrkningen af uryddet Jord, et Foretagende, som disse have saameget bedre Udsigt til at kunne udføre med Fordeel, saa fratager den altsaa vore Skatteydere en Capital, som de selv behøve og anvende paa lønnende Maade, for at sætte den i et mindre lønnende Foretagende; men deraf vil aabenbart flyde Tab ikke alene for Samfundet i Almindelighed, men ogsaa for Arbeidsclassen, som herved i Længden nødvendigviis maatte tabe mere Beskjæftigelse, end man skaffede den. Commissionens Minoritet kan heller ikke tilbageholde den Bemærkning, som baade oftere høres udtalt af vore kyndigste Landmænd og formenes at være begrundet i en rigtig theoretisk Betragtning, at det er langt mere til intensiv end til extensiv Udvidelse, vort Agerbrug trænger, for at det skal yde saavel Driftsherre som Arbeider større Udbytte. Men til den heri indeholdte Sandhed vilde der ikke tages Hensyn ved Befølgelsen af den omhandlede Plan, hvorimod det er i streng Overeensstemmelse med samme, at Commissionens Minoritet har lagt saamegen Vægt paa det Ønskelige i at skaffe alle med Jordbruget Sysselsatte større Dygtighed i deres Bedrift. Det kunde imidlertid, selv om man anerkjendte, at saadanne Foretagender, som de af Amtmand Heidmann med Flere foreslaaede, ikke i Regelen vilde være lønnende, naar de drives for offentlig Regning, være Spørgsmaal, om det ikke destomindre maatte ansees for nødvendigt at skride til saadanne, hvis man nemlig med Commissionens Formand maatte antage, at det er en Opgave for Samfundet at skaffe den Arbeidsløse eller den, som ikke veed at skaffe sig Arbeide paa Vilkaar, som sikre ham endog det tarveligste Udkomme, Sysselsættelse, og at Samfundets Pligter i faa Henseende ikke ere opfyldte ved den blotte Fattigforsørgelse. Commissionens Minoritet kan dog ikke dele denne Mening. De særegne Pligter, som paahvile Samfundet i Forhold til Arbeidsclassen, bestaae efter Minoritetens Anskuelse kun i at yde den Trængende Understøttelse til Livsophold og Opdragelse af hans Børn, og at yde denne Understøttelse paa en Maade, som saavidt muligt sikret Arbeidsclassen for Demoralistion. Staten er endvidere i denne Henseende forpligtet til at sørge for, at Adgangen til ethvert moralsk tilladeligt Erhverv staaer Alle aaben, og til at give Enhver Anledning til at udvikle de Evner, hvormed Forsynet har udrustet ham, saameget, at han kan bruge dem til sit eget og Samfundets Tarv; at strække dens Forpligtelser i den omhandlede Henseende videre, forekommer Minoriteten baade at savne Berettigelse i Forholdenes Natur og at maatte være uudførligt. Den skal imidlertid ikke videre forsøge at begrunde denne Anskuelse, idet den haaber allerede at have godtgjort det uhensigtsmæssige i de paa den modsatte Synsmaade byggede Forslag om offentlige Foranstaltninger til Arbeidsløshedens Afhjælpelse, nemlig Colonisation af udyrkede Strækninger ved Statens Mellemkomst og Understøttelse, Omflytning af arbeidsløse Personer fra den ene Egn af Landet til den anden og Oprettelse af Arbeidshuse i den Hensigt i samme at skaffe Arbeiderne lønnende Sysselsættelse.
I de Commissionen tilstillede Betænkninger findes der fremsat forskjellige Forslag til Forbedring i Arbeidsclassens Kaar, som ihvorvel de skjelne sig fra hverandre i Detaillen, idet nogle gaae ud paa Oprettelsen af Pensionsindretninger for trængende Huusmænd og deres Efterladte, hvortil Bidragene for en stor Deel skulde indkomme ved tvungne Indskud fra Huusmændene selv, medens andre gaae ud paa ved Lov at forpligte Huusbønderne til af deres Tjenestefolks Løn at indeholde en vis Qvotadeel, der skulde udbetales disse ved visse Forandringer i deres Stilling, navnlig naar de gifte sig, dog ere byggede paa en og samme Grundsætning, nemlig at det Offentlige bør paatvinge den fattigere Samfundsclasse en større Sparsommelighed, end den nu viser, og ere foranledigede ved samme Kjendsgjerning, nemlig at Arbeiderne, navnligen de ugifte, vise saare liden Omtanke for Fremtiden, og under gode Tider, eller medens de kun have deres egne Personer at forsørge, ikke lægge Noget op, hvoraf følger, at de ikke alene ikke have nogen Nødskilling at gribe til, naar et eller andet økonomisk Uheld rammer dem, men at de i Regelen ogsaa stifte
