lisationen har gjennemtrængt Folkets Masse, har begavet den med Dygtighed til at forrette dens Gjerning med Foretagelsesaand, og med den Omtanke, og med det Blik paa Fremtiden, der er Capitaldannelsens Kilde, der er Arbeidsclassens Stilling den bedste, selv om det kun er med forholdsviis karrig Haand, Naturen har tildeelt det Land, et saadant Folk beboer, sine Gaver; derimod ere Jordens frugtbareste og meest velsignede Egne beboede af Folk, hvis Arbeide er lidet værd, fordi deres Arbeidsstand er uoplyst og sløv, og fordi hver Slægtfølge næsten fuldkommen fortærer det Ubetydelige, den frembringer, og ikke efterlader sine Efterkommere Andet i Arv, end en Jordbund saa rig og et Clima saa gunstigt, at de benyttede af en intelligent Slægt maatte blive uudtømmelige Riigdomskilder. Det gjælder upaatvivlelig ogsaa hos os, at det er Savnet af aandelig Dygtighed, af Foretagelsesaand og Capital, som hindrer endog vor simpleste Arbeidsmands Anstrængelser fra at være saa productive som ønskeligt og muligt. Denne Mangel føles fra mange Sider og paa mange Maader. Den er tilstæde hos Driftsherren; ihvorvel det nemlig som allerede bemærket maa erkjendes, at Jordbruget hertillands har taget et, især i Forhold til den forhen stedfindende Stagnation, ikke saa ubetydeligt Opsving, saa savner dog endnu den største Deel af vore Gaardbrugere den ønskelige techniske Uddannelse, og dette er aabenbart ikke alene til Skade for dem selv, men ogsaa for Arbeiderne; thi med jo større Kyndighed disses Hænder beskjæftiges, desto større bliver Udbyttet af deres Gjerning og desto større vil følgelig den Andeel kunne blive, som Arbeidsherren taaler at afsee til sine Folk. Hvis man vil fortsætte denne Betragtning ind i en speciellere Retning, saa kan det anføres, at mange af de sædvanlig brugte Agerdyrkningsredskaber efter Kyndiges Paastand ere uhensigtsmægtige og tidsspildende. Dette gaaer naturligviis ud ikke blot over Gaardbrugeren, men ogsaa over Arbeidsmanden; thi det Product, som bliver at dele mellem begge, bliver saameget mindre. Det maa ogsaa i denne Forbindelse gjenkaldes i Erindringen, hvad der allerede forhen er nævnt, at det er en erkjendt Sag, at et rationelt Agerbrug medfører langt stadigere Sysselsættelse for Arbeidsstanden, end det mindre udviklede.
Det følger af Sagens Natur, at hvis Arbeidsherren, som er Arbeidernes rette Lærer, savner den Duelighed i sin Dont, som man kunde ønske hos ham, saa maa dette endnu meget mere gjælde om Arbeideren selv. Det er bekjendt nok, at grundigen oplærte Jorddyrkere finde det vanskeligt at skaffe sig Folk, som forstaae at udføre deres Arbeide saa godt, som man forlanger i de Lande, hvor Agerbruget staaer høiere. Det er denne Omstændighed, der f. Ex. har bevæget mange af vore Landhuusholdningsselskaber til at udsætte Præmier for de bedste Plovmænd. Dertil kommer, at det ikke alene er technisk Duelighed, som Arbeideren mangler, han savner overhovedet i mange Retninger den aandelige Udvikling, som kunde gjøre hans Arbeide mere productivt. Der klages af Flere over Mangel paa Omtanke ved, hvad han tager sig fore, paa Interesse for hans Arbeidsherres Tarv og paa Flid, naar han ikke staaer under stadig Opsigt. Hvormeget eller hvorlidet der i disse Klager er grundet, vil man ikke indlade sig paa at bedømme; det Sandsynlige er, at forsaavidt angaaer en Stand, hvem Oplysningens forædlende Frugter ikke er kommet mere tilgode, end Tilfældet desværre endnu er med vor Arbeidsclasse, kunne saadanne Klager ikke saa ganske sjeldent være beføiede nok, medens vor Almues hidtil ufordærvede Characteer, ofte stærke Æresfølelse og sunde Sands borger for, at det ikke kan være saa vanskeligt for den, som vil behandle sine Folk vel, at skaffe sig hengivne Medhjælpere. Saameget er imidlertid vist, at hvor de paapegede Mangler existere, gives der intet andet Middel til deres Afhjælpelse, end at sørge for Arbeiderstandens sande Oplysning, som foruden at skjærpe dens Pligtfølelse, maa aabne dens Øine for det Rigtige i den Betragtning, at hvad der tjener til dens Driftsherres Tarv, ikke i Længden kan undlade at blive den selv til Fordeel, og at hvad der bidrager til at gjøre Udbyttet af den Virksomhed, hvorom de ere fælles, ringe, i Længden maa formindske dens egen Andeel af samme, og at dette maa blive en uundgaaelig Følge af dens Mangel paa Flid og Interesse for sin Gjerning, som naturligviis derved taber i Værdie.
Det er klart, at hvis det gjælder om Arbeidsclassen i Almindelighed, at Roden til dens trange Kaar ligger i Mangel paa Capital og technisk Dygtighed hos dens Driftsherrer, og i Mangel paa Duelighed og aandelig Udvikling hos den selv, saa gjælder dette med dobbelt Styrke om Huusmandsclassen. Thi Huusmanden er i Regelen ialfald i de Egne af Landet, som hovedsagelig ernære sig ved Jordbrug, i stadigt Arbeide hos een og samme Mand, og det er altsaa for en stor Deel paa dennes — Huusbondens — Duelighed og hans Evne og Villie til at indrette sig paa den rette Maade at det beroer, om selv den lærenemme, villige og redelige
