Arbeideren erholder vel det Vederlag, som hans Arbeide virkelig er værd, men han føler sig ikke destomindre fattig, fordi dette Vederlag ikke er stort nok til at tilfredsstille hans Behov. Der frembyde sig følgelig, naar man vil fortsætte Undersøgelsen om, hvad der danner den sidste og endelige Aarsag til Arbeidsstandens trykkende Kaar og Midlerne til at forbedre dem, paa dette Sted to Momenter, som kræve en særskilt Udvikling, idet det nemlig for det Første maa prøves, om Arbeidsstanden i det Hele gjør større Fordringer til Livet, end det er ønskeligt baade for dens egen og Samfundets Skyld, og om det altsaa er ved at bibringe den forandrede Begreber om hvad der danner dens Behov, at man skal lære den at forbedre sin Stilling, og dernæst maa undersøges, hvad der er Aarsag til, at dens Arbeide kun har en saa ringe Værdie, og om heri kan skee nogen Forandring.
Hvad enten man vil betragte et saadant Phænomen som et Gode eller som et Onde, saa staaer det ikke til at nægte, at vor Arbeidsstand i den senere Tid kræver langt Mere til Tilfredsstillelsen af sit Behov og gjør Fordring paa en langt større Andeel af Livets Nydelser, end den forhen har gjort. Det løseste Blik paa vore Indførselstabeller viser, at Consumtionen af mange Artikler, der for ikke lang Tid siden var indskrænket til de mere bemidlede Classer, nu er trængt ned i Folkets Masse og endog er bleven den en Fornødenhed. Dens Føde er maaskee bedre, eller ialfald en større Kilde til Nydelse, end den har været; den boer og klæder sig bedre end forhen; Bøger, vistnok af det billigste Slags, og Aviser begynde at finde deres Vei til Huusmandens Hytte. Men denne Trang til forøget Livsnydelse har at kjæmpe med store økonomiske Vanskeligheder; den er høist sandsynlig tiltaget i høiere Grad, end Arbeidsclassens Indtægter, om disse endog, som Commissionens Minoritet antager, ere stegne. Med større Fordringer til Livet og med Indtægter, som ei ere stegne forholdsviis, føler Arbeidsclassen sig nu fattigere end forhen, da dens Indtægter vistnok vare mindre, men bedre afpassede efter dens Behov. Dette Misforhold bevirker, at mange flere Familier end forhen fra Begyndelsen af stifte Gjeld, som de med andre Livsvaner vilde have undgaaet, og som de senere ikke række at betale, hvoraf Følgen bliver, at de efterhaanden synke stedse dybere ned i Armod og omsider, naar Antallet af deres Børn tiltager eller Familiefædrenes Arbeidskraft aftager, falder Fattigvæsenet til Byrde. Commissionens Minoritet kan her ikke undlade at bemærke, at den ikke lægger Arbeidsclassen tillast, at den har forøget sine Fordringer paa Livets Bekvemmeligheder og Nydelser; den anseer det ikke ubetinget som en Feil, ligesom det ogsaa, hvis det maatte betragtes som en saadan, ikke vilde være en Feil, der kunde foreholdes Arbeiderstanden af de mere bemidlede Classer, hos hvem netop det samme Phænomen har viist sig. Commissionens Minoritet kan ikke engang betragte det som et Onde; thi ihvorvel en saadan Stræben af det hele Folk efter at gjøre sig Tilværelsen behageligere og rigere paa Nydelser kan medføre meget betænkelige Følger, naar den tager en skjæv Retning, saa indeholder den dog en saadan Spore til forøget physisk og aandelig Anstrængelse, at den synes at være en i det Store taget nødvendig Betingelse for Folkets Fremadskriden i økonomisk Velvære, ja endog i aandelig Dygtighed. Tanken om at forbedre en Samfundsclasses Stilling ved at bibringe den et andet og mere indskrænket Begreb om, hvad der udgjør dens Behov, end den selv allerede har dannet sig, tilhører en forbigangen Tid og fortjener neppe at gjenoptages, ligesom ogsaa al Erfaring viser, at enhver Bestræbelse i saadan Retning har været spildt Umage. Med disse Ytringer vil Commissionens Minoritet vistnok ikke have sagt, at Tarvelighed ikke skulde være en Dyd ogsaa for den arbeidende Classe, der ikke noksom kan indskjærpes den, eller at det skulde være forsvarligt at leve over Evne; men som det let vil sees indeholder den rette økonomiske Sands ingen Hindring for en i Forbindelse med Oplysningens Fremadskriden staaende og derfor berettiget Stræben efter at skaffe sig en stedse større Andeel af Civilisationens materielle Goder. Er det saaledes hverken retfærdigt eller hensigtsmæssigt at forlange af Arbeidersianden, at den skal indskrænke sit Behov, saa kan der intet andet Middel anvises til at forbedre dens Stilling, end at sætte den istand til at erhverve Mere. Grunden til, at dens Erhverv for nærværende Tid ikke er større, kan, efter hvad der forhen er udviklet, ikke søges i en Undertrykkelse fra Driftsherrernes Side, men alene deri, at dens Arbeide ikke er mere værd, end hvad det virkelig betales med, eller med andre Ord, at det ikke er productivt nok. Spørgsmaalet bliver da, hvad der er Aarsagen til denne Arbeidets Mangel paa Productivitet. En Sammenligning mellem de forskjellige menneskelige Samfunds Productionsevne viser tilstrækkeligt, at enhver Forskjel i denne hovedsagelig betinges af den Grad, i hvilken Arbeidet understøttes af Intelligents og Capital; hvor Civi-
