erkjendes, at det eneste radikale Middel til Ulykkens Lindring, nemlig Folkeformerelsens Standsning, eller endog Folkemængdens Formindskelse, om en saadan enten ved Tingenes egen Gang eller positiv Indskriden lod sig bevirke, maatte ledsages af saamegen menneskelig Elendighed og Demoralisation, at Curen snart sagt blev værre end Sygdommen. Men Commissionens Minoritet kan ikke for et Øieblik antage, at Forholdene hos os eller i noget andet Samfund, hvor Religion læres og Ret pleies, hvor Oplysnings Fremme er et offentligt Øiemed og den retlige Adgang til ethvert for Moralitetens Domstol forsvarligt Erhverv i det Hele taget staaer aaben for Alle, og hvor altsaa Samfundet opfylder sine væsentligste Forpligtelser, skulde gestalte sig saaledes, at enten Massen af dets Medlemmer maa synke dybere og dybere ned i Armod, eller at en saa stor Deel af dem maa forsage Udsigten til at leve i Ægteskab og forplante sin Slægt, som det maatte udfordres for at en Formindskelse af Folkemængden skulde finde Sted. Og allerede denne Betragtning maa lede Minoriteten til at betvivle Rigtigheden af den Anskuelse, som søger Roden til den arbeidende Classes Fattigdom i dens Talrighed.
Det vægtigste Beviis for Urigtigheden af denne Anskuelse med dens Følgesætninger, at det er en altfor stor Concurrence om Arbeide og om Huusmandspladse, som har bevirket en Nedsættelse af Arbeidsprisen og en Forhøielse af Huusmandsafgiften, finder imidlertid Commissionens Minoritet i følgende Betragtning.
Hvis det isandhed forholdt sig saaledes, at Arbeidernes og navnlig Huusmandens Vederlag for hans Arbeide nu ved Concurrence var nedtrykt under den Maalestok, hvorefter det forhen erlagdes, saa maatte, da Arbeidet nu idetmindste er ligesaa productivt og følgelig ligesaameget værd som i ældre Tider, et af to nødvendigviis være Tilfældet: enten giver Driftsherren nu Mindre for Arbeiderens og Huusmandens Arbeide, end det virkelig er værd, eller ogsaa har han forhen betalt samme over dets Værd. At det Sidste ikke har fundet Sted, er temmelig indlysende, aldenstund Driftsherrens Stilling ogsaa i Fortiden afkastede god Profit; men om end denne Forudsætning maatte være urigtig, følger det af Tingens Natur, at det maatte være ligesaa umuligt som lidet ønskeligt, at en saa forkeert Ordning af de økonomiske Forholde skulde vedvare i længere Tid. Paa den anden Side er det en Sandhed, om hvis Ubestridelighed enhver Arbeidsherre bedst kan overbevise sig selv, at han efter at have betalt Renter af sin Driftscapital og sine Arbeideres nuværende Lønninger ikke beholder Mere tilbage, end der netop behøves for at afgive tilstrækkelig Opfordring for ham til at vedblive sin Virksomhed, eller med andre Ord, at ikke Driftsherrens Andeel af Samfundets Production er saa stor eller deres Stilling saa uforholdsmæssig fordeelagtig, at Arbeideren billigen kan gjøre Krav paa, at hans Andeel af Udbyttet skal forøges paa deres Bekostning. At et saadant Krav for Huusmandsclassens Vedkommende vilde være ubeføiet, bliver saameget klarere, naar man erindrer, at der, som allerede af Commissionens Pluralitet er paapeget, fra mange Egne af Landet erklæres, at netop Huusmændene ere de kostbareste Arbeidere. Bortseet fra enkeltstaaende Tilfælde eller endog muligens enkelte Districter, hvor Forholdene have udviklet sig paa en abnorm Maade, antager Commissionens Minoritet det derfor som ganske afgjort, at saavel Arbeidsmanden i Almindelighed som Huusmændene erholde deres Arbeide betalt med, hvad det virkelig er værd. Hvis man imidlertid for Undersøgelsens Fuldstændigheds Skyld vil tænke sig, at denne Anskuelse var feilagtig, og at altsaa Driftsherrerne i Almindelighed kunne taale at afgive noget Mere til deres Arbeidere, uden at deres Stilling derved blev saameget forværret, at de vilde søge at indskrænke deres Virksomhed og bruge saa faa Arbeidere som muligt, saa vilde dette vistnok være et Onde, men et Onde, som maatte medføre sit eget Correctiv, idet det under Forudsætning af, at Driftsherrernes Stilling var saa uforholdsmæssig begunstiget, baade vilde være givet dem en saa rig Anledning til at opsamle ny Capital og være saa fordeelagtigt at sysselsætte flere Arbeidere, at Efterspørgselen efter disse maatte stige meget stærkt, i hvilket Tilfælde Concurrencen snarligen vilde forbedre Arbeiderens Stilling Det fremgaaer heraf, at Commissionens Minoritet med med dens Pluralitet maa ansee det uretfærdigt at træffe nogen Foranstaltning sigtende til en Forbedring af Huusmændenes Kaar paa Gaardbrugernes Bekostning. En saadan Forholdsregel vilde desuden aabenbar være unyttig; thi hvis man tvang Gaardbrugeren til under een eller anden Form at give Arbeiderne et større Vederlag for deres Arbeide, uden at dettes Productivitet forøgedes, saa vilde man gjøre Gaardbrugerens allerede nu ofte trykkende Stilling endnu misligere, formindske hans Evne til i Fremtiden at skaffe Arbeidsclassen Sysselsættelse og altsaa i Længden endog skade dem, man havde til Hensigt at hjælpe.
