Saa den kneiser høit paa Fjeldet
Og skinner viden om Landene.
Dens Taarne og Tinder
Fik han vel ei reiste,
Men Grundvolden lagde han;
Og paa den
Skal Efterslægten
Bygge videre.
Aldrig kan derfor
Hans Navn og hans Gjerning glemmes
Saalænge Nordmænd
Bygge i Norge.
Saa lyder Dødsklagen
Over Landets Savn.
Men endnu tungere falder Savnet
Paa dem,
Som stode ham nær i Livet.
Jeg var En af disse.
Saalangt, jeg kan mindes tilbage,
Saae jeg hans lysende Skikkelse
Blandt de Kjære
Fra mit Barndomshjem.
Vore Fædre vare Brødre,
Vore Mødre Søstre —
I Alder, i Navn, i Slægt var vi lige,
Kun ikke i Evner.
Alt tidlig fyldtes han
Af sit store Kald.
Jeg mindes grant,
Alt som Dreng sagde han til mig:
„Jeg vil blive
Mit Fædrelands Thukydid —
Bliv saa du dets Tyrtæus.“
