Side:Andreas Munch - Samlede Skrifter 1.djvu/535

522

Løfte og klarne
Mindernes Arveguld.

Norge vil ei fatte,
At den Haand, som saa rastløs
Arbeided til dets Hæder,
Nu ligger stille for stedse;
At den Pande, som rummed
Hele dets Fortid,
Nu hviler tanketom;
At Aanden, som boede
Bag denne mægtige Hvælving,
Nu er henfaret
Med al sin Lærdom
Til ukjendte Steder,
Hvor Jorden ei mere kjender den.
Og dog maa dette fattes,
Og dog maa det bæres,
Bæres med Ydmyghed,
Ja selv med stille Tak.
Herren, som gav os ham,
Har atter taget ham til sig
I den Stund, Ham tyktes bedst.
Hans Navn være lovet! —

Hvad Gud gav den unge Mand Tid
At samle og efterlade
Sit Folk i Arv
Er en rigere Skat
End Frugten
Af mange Oldingers Liv.
Han arbeidede Dag og Nat
Og gjorde Uger til Aar —
Derom vidne
De mægtige Mure
Af Norges Mindeborg,
Som han opførte,