Denne siden er korrekturlest
Atter lyder Dødsklokken
Over Norges Kirkegaard
For en af dets bedste Sønner.
Fra det fjerne Syden
Lydløs foer den
Gjennem de hemmelighedsfulde
Stille Traade,
Der med Tankens Fart
Bære Glæde, bære Sorg
Over Fjelde og Have.
Først da den traf paa
Norges Hjerte
Fik Dødsklokken Mæle.
Men da klang den og
Dybere, tungere,
Videre, mere klagende
End nogensinde
Thi den raabte jo over Landet
Det Sorgens Budskab:
Din største Sagamand er død! —
Død i det Fjerne,
Langt fra Fædrelandet,
Han, som var Fædrelandets
Haab og Stolthed!
Bortrevet i sin Manddoms Kraft
Brat fra sit Sagaværk,
Han, som alene
Kunde magte dette,
Han, som alene
Med Asakløgt og Jættemagt
Kunde af Norges Urdyb
