og havde faaet sit Præg af dennes Traditioner. Det var en troskyldig Overgangsslægt, hos hvem det Gamle og det Nye endnu stod fredeligt sammen. Hos dens Digtere — vi maae især tænke paa Mauritz Hansen, Schwach og Bjerregaard — finde vi vel en levende Følelse for Landets gjenvundne Frihed og en Bestræbelse for at grunde en ny norsk Literatur; dog optræder denne ikke i skarp Modsætning med den foregaaende og bevæger sig væsentlig i de gamle Former og efter de tilvante Forbilleder; paa noget Brud eller nogen Afrivelse fra den dansk-norske Stammeliteratur syntes Ingen at tænke. Men idet nu en Slægt, der var opvoxet og havde havt sin Skolegang paa det nye Norges Grund, var modnet frem til kraftig ungdommelig Selvbevidsthed, begyndte en ny Aand at røre sig, der ikke fandt sig tilfreds med de overleverede Former, men traadte i aaben Opposition til disse. Den norske Selvfølelse fremstod her med den bevidste Modsætnings Skjærpelse; den vilde for enhver Priis hævde sig selv, skylde sig selv Alt og var især ivrig for at afrive den Navlestreng, hvorved Nationen og dens Aandscultur hang sammen med det gamle Moderland, hvis ubestridelige formelle Overlegenhed, navnlig fremtrædende i en rigt blomstrende Literatur, føltes som en trykkende Vægt.
Naturligvis fik denne Stemning fornemmelig blandt Studenterne et mangestemmigt Udtryk. I Almindelighed og til enhver Tid vil vel Blomsten af Landets liberalt dannede Ungdom være den følsomste Varmemaaler — tildeels ogsaa vel Vindmaaler — for de gjennem Folket gaaende Aandsbevægelser og fornemmelig have Sands for det synbart Uafhængige og Oprindelige, for alle
