begyndende Livsspirer. Men dertil kom noget Eiendommeligt i de norske Forhold, som i særlig Grad maatte pege hen til Studenterstanden som etslags Hvirvelcentrum for Stemningsrørelsen. Den norske Selvstændighed havde fra Begyndelsen af et — kan man næsten sige — akademisk Præg. Den havde først skaffet sig Luft i den ihærdige, gjennem en heel Menneskealder fortsatte Bestræbelse for at faae et norsk Universitet, der endelig var kronet med Held; og i det nyoprettede Universitet havde da Folket faaet et længselsfuldt eftertragtet aandeligt Midtpunkt, endnu førend de europæiske Forhold medførte den politiske Emancipation. Jeg har derfor ved en tidligere Leilighed tilladt mig at sige, at i Norges historiske Kalender kommer den 2den September foran den 17de Mai. Universitetet var — og ikke mindst paa Grund af den lange Kamp, dets Opnaaelse havde kostet — blevet saa at sige Nationens Kjælebarn, hvorpaa dens Blik med særegen Forkjærlighed hvilede, og det kunde ikke feile, at de unge Mænd, der vare optagne i dette Adelskab, maatte faae en ofte endog overstadig Følelse af dettes Betydning, føle sig særskilt kaldede til at repræsentere og forfegte Nationens dyreste Interesser. Hvad der forhandledes og foregik i hiin Tids Studenterverden, fik da ogsaa en Gjenlyd over det hele Land og tillagdes en Betydning, som den, der betragter Sagen fra vor Tids Standpunkt, har vanskeligt for at sætte sig ind i. De i Studentersamfundet ved Meningernes Sammenstød fremspringende Gnister bleve til Flammer, der udbredte sig over den hele Nation og fik navnlig stor Indflydelse paa Literaturens Udvikling.
