Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/38

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
38

Kvinde, med en grøn Skjærm for Øinene Kunde det være Provſtinde Hammer? Ja virkeligt, det maatte være hende — nu hjalp en Karl hende ud af Kariolen, og ledede hende ind i Kirken. Jeg fulgte efter. Kirkedørene ſtode aabne, og det fulde Sommerlys ſtrømmede ind i det ſvale Skib, hvis Gulv var beſtrøet med friſke Granknopper, der udſendte en liflig Duft; de ſært udſkaarne Kirkeſtole til begge Sider vare fuldt beſatte med Kvinder og Mænd, og paa det ophøiede Trin under Chorbuen ſad i en Læneſtol den gamle Provſt Otteſen, hvis blide Aaſyn jeg vel gjenkjendte, uagtet det nu var furet af den høie Alders Spor og omgivet af ſølvhvide Lokker. Han var nu for ſvag til ſelv at forrette Gudstjeneſten, men den gamle Menighedens Hyrde ſad dog endnu der, ſom en Fader mellem ſine Børn, lig en levende Velſignelſe, og ledede med kraftig Røſt Pſalmeſangen. Jeg tog Plads i en af de nederſte Stole, og deltog med underligt bevæget Hjerte i Gudstjeneſten. Jeg var ſaa henſunket i Fortidens Minder, at jeg næſten blev forundret, da ikke min Fader, men en ung Capellan beſteg Prædikeſtolen og tolkede Ordet med Simpelhed og Varme. Efter Gudstjeneſtens Slutning gik jeg op i Sakriſtiet til den gamle Provſt og gav