Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
37

den romantiſke Kyſtvei ind til Sande. Det var en deilig, klar Sommermorgen, Fjorden laae blank og ſtille, og de bratte Klippeſkrænter, hvorunder Veien ſlynger ſig, ſpeilede ſig med deres hængende Løvkrandſe i den blanke Flade. Jo længere jeg kom ind mod Sande Bygd, des tydeligere dukkede det ene Sted efter det andet op af min Erindring. Lidt efter lidt ſvandt de ſteile Klipper, den velbekjendte, vide, frugtbare Dal aabnede ſig for mig, og laae der atter i ſin blide Skjønhed og Sommerfrodighed, ligeſaa friſk og rig, ſom da mit barnlige Øie førſtegang ſaae den. Nu kom jeg til Revaagaardene, men ingen Mari Revaa var (det vidſte jeg) mere der at ſøge, og jeg gik ſtille forbi. Snart ſaae jeg den hvide Kirke, og længere borte glimtede Præſtegaardens blaa Tag frem mellem tætte Løvkroner. Da jeg nærmede mig Kirken, begyndte netop Klokkerne at ringe til Høimesſe, deres Toner lød mig ſaa velkjendte over Egnen, det var ligeſom hvert Klokkeſlag bragte mig et Billede fra min Barndom. Almuen valfartede fra alle Kanter til Kirken — jeg ſaae mig om efter et bekjendt Anſigt, men fandt naturligviis intet. Dog jo, der kom en høirygget Kariol, ſom jeg ſkulde ſynes at kjende, og i den ſad en ſammenkrummet gammel