den romantiske Kystvei ind til Sande. Det var en deilig, klar Sommermorgen, Fjorden laae blank og stille, og de bratte Klippeskrænter, hvorunder Veien slynger sig, speilede sig med deres hængende Løvkrandse i den blanke Flade. Jo længere jeg kom ind mod Sande Bygd, des tydeligere dukkede det ene Sted efter det andet op af min Erindring. Lidt efter lidt svandt de steile Klipper, den velbekjendte, vide, frugtbare Dal aabnede sig for mig, og laae der atter i sin blide Skjønhed og Sommerfrodighed, ligesaa frisk og rig, som da mit barnlige Øie førstegang saae den. Nu kom jeg til Revaagaardene, men ingen Mari Revaa var (det vidste jeg) mere der at søge, og jeg gik stille forbi. Snart saae jeg den hvide Kirke, og længere borte glimtede Præstegaardens blaa Tag frem mellem tætte Løvkroner. Da jeg nærmede mig Kirken, begyndte netop Klokkerne at ringe til Høimesse, deres Toner lød mig saa velkjendte over Egnen, det var ligesom hvert Klokkeslag bragte mig et Billede fra min Barndom. Almuen valfartede fra alle Kanter til Kirken — jeg saae mig om efter et bekjendt Ansigt, men fandt naturligviis intet. Dog jo, der kom en høirygget Kariol, som jeg skulde synes at kjende, og i den sad en sammenkrummet gammel
