til Sande og til sin gamle Jørgen, hvilket syntes mig høist ubegribeligt og uretfærdigt.
Endnu engang i min senere Barndom gjensaae jeg Sande, nemlig i November 1823, da jeg med mine Forældre var paa Flytningen til Christianssand, hvor min Fader var bleven ansat som Biskop. Hele Familien tilbragte da en Rastdag paa Sande, hos min Faders Efterfølger, den førnævnte Provst Realf Ottesen, hans Ungdomsven og Universitetskammerat. Ved den Anledning fik jeg da Leilighed til at opfriske mine tidligere Indtryk fra Præstegaarden, og fandt da Alt saa temmelig uforandret der, med Undtagelse naturligviis af, at vi nu befandt os som Gjæster, hvor vi før havde været hjemme, hvilket gav mig en underlig Følelse. Mari Revaa gjensaae jeg da ogsaa, hun var kommet op til Præstegaarden forat hilse paa sine gamle Præstefolk og hendes Yndlinger, deres Børn Hun døde ikke længe efter.
Siden har jeg ikke gjenseet mit tidligste Barndomshjem, før over 30 Aar senere, som ældre Mand. Sommeren 1854 laae jeg nemlig ved Søbadet i Holmestrand med et sygt Barn, den eneste Levning af min tidligt nedbrudte huslige Lykke. En Søndag Morgen foretog jeg derfra en Vandring langs
