Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/35

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
35

Alt hans rige Haab for Høſten var paa een Nat tilintetgjort, og hvis han blev paa Sande, ſaae han nu Mangel imøde for Vinteren. Han anſaae nu dette for et Tegn fra oven, at han ſkulde bort — gik hjem, ſkrev ſin Anſøgning om Slotskaldet og afſendte den med næſte Poſt. Det varede ikke længe, før han havde ſin Udnævnelſe. Nu, da Sagen var afgjort, var min Fader atter freidig tilmode, og min Moder fandt ſig med ſædvanlig Blidhed og Taalmod deri. Hvad os angik, eller rettere mig, thi de andre Børn vare for ſmaa til at modtage noget blivende Indtryk af Sagen, da ſaae jeg naturligviis paa Barneviis kun det Fornøielige og Interesſante ved Forandringen, glædede mig til Reiſen, til at ſee den i mine Tanker faa ſtore og prægtige Hovedſtad, til det nye, forunderlige Liv, der ſkulde opgaae for mig derinde. Det Eneſte der gjorde mig Ondt, var at ſkilles fra Mari Revaa, men hun kunde jo følge med ind til Byen, mente jeg. Ja det gjorde hun da ogſaa, den tro Sjæl; da Familien paa Vinterføret drog afſted, ſad hun med det næſtældſte Barn paa Skjødet i en af Slæderne og var hos os nogle Dage i det nye Hjem, men ſaa maatte hun jo rigtignok, trods alle mine Bønner og Taarer, forlade os, forat drage tilbage