bare og yndige Egn, hvori vi levede, gjorde alt Sit, forat holde mine Forældre tilbage. Aldrig havde Agrene staaet saa yppige, aldrig havde Skov og Mark klædt sig i saa rig en Dragt, som just denne Sommer. Min Faders væsentlige Indtægt af Kaldet kom fra den store og frugtbare Præstegaard, hvis Marker næsten havde en dansk Herregaards Udstrækning. Og just nu, da der var Spørgsmaal om at forlade den, tegnede Høsten til at blive den rigeste, der var oplevet i min Faders Tid. Han har fortalt mig, hvorledes han, en Dag før Ansøgningsfristen var udløbet, gik omkring paa sine Marker, og glædede sig i den Grad ved de rigt bølgende Agre og de frodige Enge, at da han kom hjem, sagde han til min Moder: „Nei, jeg kan ikke forlade Sande, vi blive her.“ Derover glædede hun sig nu saare. Men Glæden varede ikke længe. Næste Nat drog der et frygteligt Tordenveir over Egnen, ledsaget af en Hagelbyge, faa voldsom og ødelæggende, som man ikke i Mands Minde kunde erindre Mage til. Da min Fader Morgenen efter Uvejret gik ud for at see til sine Marker, fandt han den hele rige Sæd nedslaaet og fordetmeste ødelagt af de svære Hagelkorn, der endnu, saa store som Valnødder, laae masseviis i Grøfter og Furer.
