Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
34

bare og yndige Egn, hvori vi levede, gjorde alt Sit, forat holde mine Forældre tilbage. Aldrig havde Agrene ſtaaet ſaa yppige, aldrig havde Skov og Mark klædt ſig i ſaa rig en Dragt, ſom juſt denne Sommer. Min Faders væſentlige Indtægt af Kaldet kom fra den ſtore og frugtbare Præſtegaard, hvis Marker næſten havde en danſk Herregaards Udſtrækning. Og juſt nu, da der var Spørgsmaal om at forlade den, tegnede Høſten til at blive den rigeſte, der var oplevet i min Faders Tid. Han har fortalt mig, hvorledes han, en Dag før Anſøgningsfriſten var udløbet, gik omkring paa ſine Marker, og glædede ſig i den Grad ved de rigt bølgende Agre og de frodige Enge, at da han kom hjem, ſagde han til min Moder: „Nei, jeg kan ikke forlade Sande, vi blive her.“ Derover glædede hun ſig nu ſaare. Men Glæden varede ikke længe. Næſte Nat drog der et frygteligt Tordenveir over Egnen, ledſaget af en Hagelbyge, faa voldſom og ødelæggende, ſom man ikke i Mands Minde kunde erindre Mage til. Da min Fader Morgenen efter Uvejret gik ud for at ſee til ſine Marker, fandt han den hele rige Sæd nedſlaaet og fordetmeſte ødelagt af de ſvære Hagelkorn, der endnu, ſaa ſtore ſom Valnødder, laae masſeviis i Grøfter og Furer.