nu ledige Akershus Slotskald, vilde han uden Tvivl erholde det. Dette Embede, hvoraf den nuværende Garnisonsmenighed i Christiania kun er en ringe Levning, var dengang meget betydeligt. Dertil hørte, foruden det egentlige Slotskald, hvortil foruden de Militaire ogsaa Regjeringens og Høiesterets Personale sognede, tillige det store Aker Landssogn, nu delt i to Præstegjeld. Indtægterne vare altsaa meget rigelige, men Arbeidet ogsaa stort, skjønt der i Aker var ansat en residerende Capellan. Naar nu hertil kom Opholdet i Hovedstaden med dens lettere Adgang til literairt Samqvem og Arbeide, saavelsom til Sønnernes Opdragelse, er det forklarligt, at hint Tilbud havde meget Fristende for min Fader, der dengang var i sin fulde Manddoms Kraft og vel følte sig Opgaven voxen. Men at forlade det yndige Sande og det rolige Liv der, forat kaste sig ind i mere bevægede Tilstande, det var ham ogsaa en tung Tanke, og min Moders stille Natur hang ogsaa ved dette blide Hjem, saa hendes Ønske lagde naturligviis ogsaa et svært Lod i Vægtskaalen, der fik den til at hælde mod den Beslutning, at forblive, hvor han var. Saaledes skred Maaneder frem, uden at noget afgjørende Skridt var taget. Og det var ligesom den frugt-
