og sagde, at naar jeg blot læste ordentligt mit Fadervor om Aftenen ved Sengetid, saa kunde hverken den brune Mand eller noget andet Ondt komme mig nær. Dette Raad fulgte jeg da ogsaa troligt, min Moder havde allerede tidligt læst Fadervor med mig naar hun sad ved min lille Seng, indtil jeg sov ind. Sagnet om den brune Mand har fortsat sig paa Sande ogsaa efter min Faders Tid, indtil det endelig, i hans Eftermands, Provst Ottesens sidste Dage har faaet en Afslutning. Denne ærværdige Olding, der var i Kaldet over 40 Aar, skal nemlig selv en Aften, just som han gik ned fra sit Studerekammer, have mødt den brune Mand paa Trappen, og da have udstrakt sin Haand over ham, med de Ord: „Gak nu bort med Fred i Jesu Navn.“ Gjenfærdet skal da strax være forsvundet og ikke siden have viist sig.
Man maa nu ikke troe, at disse uhyggelige Historier gjorde noget Afbræk i vort lykkelige Familieliv paa Sande, tvertimod, de ere kun den dunkle Grund, hvorfra mit lykkelige Barndomshjem straalet des lysere frem. Mine Forældre befandt sig særdeles vel i Sande, de levede sig mere og mere ind i Forholdene der og vare meget afholdte i Bygden. Min Fader har senere fortalt mig, at
